25/11 - Afdelingen for mindre mirakler
Meget mod mine principper står jeg op på slaget halv syv, trasker med mit 50 kg 'road train' hen til stationen, ned ad trapperne, ind i et mystisk nok endnu ikke proppet s-tog, op og ned ad trapper og ad endeløse gange ved skiftestationen, og afsted på min nok definitivt sidste s-togstur her på den anden side af kloden. Som alle andre dage sidder, og nogen gange står, folk og sover, hvilket vil være det bedst bevarede billede jeg har af denne lille del af japansk liv. Billedet herunder – også fra undergrundsbanen, men taget aftenen før – viser dog nogle ret vågne eksemplarer:
Til sidst når jeg lufthavnen, udkørt før hjemturen er begyndt. Sikkerhedstjekket går hurtigt, jeg faxer kopier af boardingpas og personligt pas til speditøren, så toldvæsenet kan være sikker på at jeg er skredet, og mit 9.000 spir dyre carnet-depositum en dag kan komme til udbetaling herhjemme. Investerer også lige 150 kr. i en trækvogn til min bagage, for ryggen har allerede sagt fra. Skulle have hyret indfødte bærere til det her, og - nu jeg tænker over det - haft en BMW-kørende butler med til at transportere bagagen resten af tiden. Nimbussen er nu sjovere at køre uden al den dødvægt.
I afdelingen for mindre mirakler står der en halvtom 747 med en ledig siddeplads hvor mine ben rent faktisk kan strækkes helt ud. I det omfang jeg kan leve med at folk bumper ind i dem, mens jeg prøver at sove. Det her er uendeligt meget bedre end udturen, og personalet er også i godt humør, for de har kun det halve arbejde at lave. Holder nu, for første gang i otte uger, en kniv og gaffel i hånden - den japanske afdeling af ferien sluttede i samme øjeblik jumboens hjul slap landingsbanen. Surfer mellem de 15-20 film på den lille skærm, og hører Bob Dylans nye kedelige album undervejs.
Selv Heathrow er nem denne gang, hurtigt overstået da forbindelsen til København kun lige kan nås i tide. I hvertfald for mit vedkommende: Der er dømt en slags deja vu i København, for ligesom på udturen holder min kuffert pause i London. Det passer mig nu fælt godt at få den bragt til døren, fremfor at skulle bakse den op i tog og med bus til Enghave Plads.
Om en uge eller to, når jeg er mindre jetlagget og har været rundt at hilse på familie og venner, vil jeg samle et par tråde op og rationalisere over en fed ferie. De ting jeg burde eller kunne have gjort, gode tips, faldgruber andre kan lære af og så'n.
Indtil da, tak fordi I gad læse det her, tak for jeres kommentarer (på webloggen og udenfor), og for at give mig en fornemmelse af ikke bare at have skrevet udelukkende for min egen fornøjelses skyld.
Over and out
Kim
Til sidst når jeg lufthavnen, udkørt før hjemturen er begyndt. Sikkerhedstjekket går hurtigt, jeg faxer kopier af boardingpas og personligt pas til speditøren, så toldvæsenet kan være sikker på at jeg er skredet, og mit 9.000 spir dyre carnet-depositum en dag kan komme til udbetaling herhjemme. Investerer også lige 150 kr. i en trækvogn til min bagage, for ryggen har allerede sagt fra. Skulle have hyret indfødte bærere til det her, og - nu jeg tænker over det - haft en BMW-kørende butler med til at transportere bagagen resten af tiden. Nimbussen er nu sjovere at køre uden al den dødvægt.
I afdelingen for mindre mirakler står der en halvtom 747 med en ledig siddeplads hvor mine ben rent faktisk kan strækkes helt ud. I det omfang jeg kan leve med at folk bumper ind i dem, mens jeg prøver at sove. Det her er uendeligt meget bedre end udturen, og personalet er også i godt humør, for de har kun det halve arbejde at lave. Holder nu, for første gang i otte uger, en kniv og gaffel i hånden - den japanske afdeling af ferien sluttede i samme øjeblik jumboens hjul slap landingsbanen. Surfer mellem de 15-20 film på den lille skærm, og hører Bob Dylans nye kedelige album undervejs.
Selv Heathrow er nem denne gang, hurtigt overstået da forbindelsen til København kun lige kan nås i tide. I hvertfald for mit vedkommende: Der er dømt en slags deja vu i København, for ligesom på udturen holder min kuffert pause i London. Det passer mig nu fælt godt at få den bragt til døren, fremfor at skulle bakse den op i tog og med bus til Enghave Plads.
Om en uge eller to, når jeg er mindre jetlagget og har været rundt at hilse på familie og venner, vil jeg samle et par tråde op og rationalisere over en fed ferie. De ting jeg burde eller kunne have gjort, gode tips, faldgruber andre kan lære af og så'n.
Indtil da, tak fordi I gad læse det her, tak for jeres kommentarer (på webloggen og udenfor), og for at give mig en fornemmelse af ikke bare at have skrevet udelukkende for min egen fornøjelses skyld.
Over and out
Kim
posted by Kim | 1:07 PM
2 Comments:
Moin Kim Scholer
Jeg er først blevet bekendt med din spændende rejselog for nylig, og har brugt mellemdawn (her i Sønderjylland er det dagene mellem jul og nytår) foran skærmen. Det er godt og spændende læsning, og der er brugt meget ferietid på at sende friske rapporter (endda ofte daglige, kan jeg forstå) hjem til os braklagte motorcyklister. Det virker som de kulte maskiner i Japan er ombyggede udgaver af gamle Harleyer, SR 400 og 500 og XS 650´ere, eller er det mere din interesse, der er blevet fotograferet ?
Din gamle USA-tur, der nys er blevt nævnt, vil jeg (og sikkert andre) glæde mig meget til at læse. Når det bliver aktuelt, kan du med fordel smide en besked ind på motorcykelgalleriet.
Rejseplaner for næste år ?
Godt nytår og god 07-sæson.
Jesper
Hej Jesper,-
Jeg brugte i snit en times tid hver aften med at skrive webloggen. Dels er skriveri en hobby, dels gad jeg ikke fortælle den samme historie 40-50 gange når jeg kom hjem, og dels (vigtigst) skulle jeg altså bare have alle indtrykkene ud af hovedet med jævne mellemrum. En dag blir det osåmænd også til en turberetning i Touring nyt, og så er det godt at have webloggen at falde tilbage på.
SR og XS maskinerne er blandt mine favoritter (solgte min SR fornyligt, for at skaffe penge til turen, men har stadig en XS), ligesom Harley'er, men det er mest SR'erne derovre, som der er en kult omkring. Og så selvfølgelig Kawasaki W650, men dem så jeg nu kun i originaludgaver.
USA-turen blev offentliggjort i Nimbus Tidende for 10-15 år siden, men jo, det kunne da være sjovt lige at lægge den ind på en weblog også. Det er kun et spørgsmål om at have tid...
Kim
Min USA-tur
Post a Comment
<< Home