24/11 - Sidste middag med Crazy Pete

Fredag er Store Pakkedag, hvis jeg ikke skal gå i panik når jeg kommer hjem i nat, eller skal alt for tidligt op i morgen. Problemet er 1) de mange bøger og blade jeg ikke ville eller ikke turde sende med motorcyklen, b) 23 kg vægtgrænsen for check-in bagage og c) at jeg denne gang ikke har Nimbussen sidetaske som del af min håndbagage. Samt d) at jeg har det med at have for mange ting med. Ikke at jeg ville undvære noget af det - for bortset fra teltet har jeg vist haft brug for det meste.

Pga. det med vægtgrænsen får de sammenlynede tanktasker alle bøger og papir, og vejer derfor lige så meget som behjulede kuffert, så det skal nok blive hyggeligt at slæbe i morgen. Laptoppen oveni, yderligere fire kilo. Så er det tid til dagens store beslutning: Blive i byen, se butikken med custom scooterne og suge de sidste indtryk at Tokyo til mig - eller drage ud til et flymuseum ved Narita lufthavnen, et par timers offentlig transport derfra. De to airheads som stod i turistinformationen første gang jeg var i Tokyo beskrev museet som landets største af slagsen, så det blir med håb om at se nogle bestemte bombefly og prototyper fra Anden Verdenskrig, at jeg tager derud. Der er også det praktiske i det, at jeg skal spise aftensmad med Crazy Pete & viv samme aften, og de bor halvvejs mod Narita.

Det her viser sig at være en fejlkalkulation af de større, for det er det mest sølle flymuseum jeg til dato har set. Selv flymuseet i Stauning er større, og langt mere spændende. Her har de kun et dusin uinteressante civilfly, en kopi af en fransk Farman fra først i forrrige århundrede, tre-fire store stempelmotorer samt en masse skalamodeller. I det mindste er der et ordentligt bibliotek og gratis internet, som jeg derfor benytter indtil lukketid et par timer senere.

Tilbage nær Chiba går jeg lidt rundt i forstaden, inden Crazy Pete og hans kone dukker op og finder os et god, billig restaurant med fortrinsvis kødretter. Folde-ud menukort på fire A3 sider, alle retter i billeder, og så er det ellers bare at gå ombord. Stakkels Pete kan kun lige følge med mig og konen, der åbenbart begge trænger til at bruge vores engelsk fuldt ud. Men han hænger på, og sværger at han vil besøge både mit værksted i København og de hollandske coffee-shops, når parret engang drager til Europa.Så er det sidste aften på Tepui Bar, Toms pålægschokoladegave til bartenderen, drinks all around, løfter om at anbefale stedet til enhver der rejser til Tokyo.