Monday, January 08, 2007

19/11 Ultra-nationalisternes museum



Hotellet er stille, vejret fugtigt og koldt, det sidste sikkert en god forberedelse til hvordan det blir at komme hjem til Danmark. Japan Times skriver stadig om Nordkoreanske atomraketter og nu også om et Patriot 3 missilforsvar omkring Tokyo, mens i den underholdende afdeling man ser en notits om en restaurant i Arizona, der har såvel cigaretter som en 8.000 kalorie 'quadruple bypass burger' på menuen (firedobbelt hjerte-bypass operation burger'). Ekstra tjenester inkluderer servitricer, klædt ud som sygeplejersker, der kører stedets gæster i rullestol ud til deres bil.

Så er det tid til indendørs sightseeing. Jeg, Jay og en tredie gæst ved navn Lau tager ned til det berømte/berygtede Yasukuni shinto-skrin, hvor Japans premierminister virkelig har pisset andre asiatiske lande af ved at besøge hvert år. Stedet er nemlig også begravelsesplads for en del dømte krigsforbrydere, og har stor symbolsk betydning for ultranationalister herovre. Vi ser tilmed et par af de narrøve marchere frem og tilbage, begge klædt ud som japanske soldater fra Anden Verdenskrig. Den ene er bevæbnet med et gevær og den anden med en gjaldende trompet.

Selve museet er virkelig fint indrettet, med plancher og forskellige relikvier præsenteret på en flot og overskuelig måde, og med for Japan utypisk fejlfri engelske tekster. At det så er en ikke så lidt revisionistisk version af historien der fortælles – nærmest som hvis nazisterne og ikke Frihedsmuseet fortalte om besættelsestiden - er en anden sag. Hvilket folkemord i Nanking? Vi er der et par timer indtil lukketid, og jeg når kun med nød og næppe at få set på flyene, hvoraf det lille raketdrevne selvmordsfly, som er nævnt før d. 9/11, dog kun er en kopi. Stedets utallige skibsmodeller i plast, træ og endda en stor sag i kobber, er uovertrufne. Desværre blir vi nærmest smidt ud derfra, til tonerne af 'Old Lang Syne'.

Ud i regnen igen, over i elektronik-kvarteret hvor de to andre har hver deres mål, siden ud at spille pool, så ned i undergrundsbanen, hvor den nærliggende parks mange hjemløse får aftensmad og siden søger ly for natten, og tilsidst tilbage på – selvfølgelig – Tepui Bar. Både koreaneren Jay og Singapore-kineseren Lau er nysgerrige og kvikke folk, tilsyneladende med en stor viden om deres respektive landes historie, så de fortæller om for- og nutid. På et tidspunkt spørger jeg Lau, om han de ting han her fortæller om Singapores samfundssystem og super-autoritære regering, er nogle han kunne sige offentligt derhjemme. "Oh, I'd disappear tomorrow" lyder det glade svar.

1 Comments:

Anonymous Anonymous said...

Hej Kim
Hvad tror du japserne siger til at er hoppet op i deres Baka....

8:02 PM  

Post a Comment

<< Home