20/11 Flere fotos og interviews

Store fotodag starter sent, heldigvis, for det lovede møgvejr stopper for en tid henover middag. Fxrst kæmper jeg mig ned til samme blad hvis journalist tog en masse billeder ude ved Crazy Pete's butik i Chiba, fordi en rigtig fotograf vil have mig ud på en af styltevejene og i en park for kørebilleder og flere stills. Godt nok, det overstås på en time, og jeg tager derfra med en masse fotokopier af bladets tidligere Nimbusartikler, inklusive den nyeste, som min gæst i København Yori Kanda skrev om Bakkens åbning i foråret.

Interview nr. to tager nok et par timer, regner jeg med, hvilket er noget af en fejlberegning. Det første jeg ser da jeg træder ind på kontoret er et helt filmhold, inklusive en chef der minder betænkeligt meget om hans sidestykke i 'Lost In Translation'. Gammel rockmusiker fra L.A., viser det sig siden. Anyway, vi skal ud et sted hvor der ikke er så meget politi, forklarer de, for man må ikke filme som de har tænkt sig uden at indhente en officiel (og dyr) tilladelse. Så det går ned mod havnen, vestover mod Yokohama, til et lidt øde stykke, hvilket ellers er sin sag at finde i denne by.

Filmoptagelser er notorisk tidskrævende, og denne er ingen undtagelse. Rundt og rundt går det, skud i alle vinkler, højder og retninger. I det mindste har jeg fået tildelt en personlig oversætter, Aida (opkaldt efter den tragiske prinsesse fra operaen af samme navn) som er af blandet etiopisk og japansk afstamning, så instruktionerne er ikke til at misforstå. Så gør det afsted bag holdets varebil, jeg skifter gear i ét væk, og flytter mig rundt som chefen dirigerer inde fra kassevognen. Hvor fotograf og kamera i den åbne bagdør er bundet fast, just in case. Det går rigtig fint, hvorefter de skal filme kickstartning og kørsel i sving, indtil mørket falder på og det begynder at regne igen.

Tilbage på kontoret startes et regulært interview, hvor nu ni mand er på med kamera, lys , mikrofon etc. Riku Emoto (halvt inder), som jeg allerede mødte på Fuji Speedway, stiller spxrgsmøl om dansk mc-kultur, om Nimbus, om mit forhold til motorcykler, til Nimbus og til livet i almindelighed, Aida oversætter begge veje, takes og retakes – alene håndtrykket tilsidst tager 5-6 skud. Først halv otte er alle tilfredse, hvorefter det er tid til at tage flere billeder af bobberen, nede i tørvejr i garagen nær kontoret. Yderligere halvanden time senere er alle endnu mere tilfredse, og min motorcykel er nu den garanteret mest fotograferede Nimbus i Sydøstasien.

Det er blevet mørkt, alles maver knurrer advarende, og det blir så en tur ud at spise en solid gang rå fisk, samt andre japanske lækkerier, på flokkens yndlingsrestaurant lige om hjørnet. Bortset fra een, taler og/eller forstår samtlige tilstedeværende engelsk, hvilket efterhånden rigeligt kompenserer for de dage hvor jeg blev helt blød, bare jeg hørte et par forståelige sætninger på en-eller-anden filmkanal fra et hotelværelses tv. Mens jeg omsider får svar på nogle af mine rigtig mange spørgsmxl om mc'er og andet japansk, og selvfølgelig hygger mig svært i dette selskab, kommer kokken ud og underholder med diverse magiske tricks. Noget som jeg tilfældigvis elsker at se, når det som her er ordentligt udført. Til klokken halv tolv varer det, inden vi går tilbage til garagen.

Der viser sig at være låst...

Ingen chance for at få den åbnet, er beskeden, men min tidsplan for onsdag er i teorien ikke værre, end at jeg kan tage bagagen ned til den imorgen formiddag, på vej til speditøreren et sted i en af Yokohamas syv-otte store havne. De fleste ting jeg vil skippe med motorcyklen – telt, sidetaske, hjelm, transportramme m.m. - er allerede på den, så den var i så 'naturlig' tilstand som muligt, da de filmede den. En af firmaets chefer (halvt koreansk, opvokset i Italien) og en af fotograferne (endnu et blandingsprodukt; halvt fransk) kører mig hjem til Tepui Bar, hvor førstnævnte giver min viden om japansk narkotikalovgivning, og om den euforiserende hamp, som masser af gamle mennesker stadig dyrker ude på landet, et gevaldigt løft. Marihuana var et almindeligt rusmiddel her indtil amerikanerne indtog landet, men det er stadig ikke alle der er enige i at det pludselig skulle være forbudt.