Ferieforberedelser

Turen til Japan er en 50-års fødselsdagsgave til mig selv, landet oprindeligt valgt fordi det er rimeligt civiliseret, og jeg er fascineret af den blanding af gamle traditioner og superhurtig udvikling til moderne samfund, som det repræsenterer. En returbillet med British Airways koster beskedne 6.000 kr., mens det at køre dertil via Sibirien overlades til folk med mere tid, penge og alkoholresistens end mig (se http://www.kingcroesus.com/). (For English version of this weblog, see www.nimbustripinjapan.blogspot.com).
-
Det umiddelbart mest rationelle ville selvfølgelig have været at købe en moderne mc derovre. På den anden side, så havde tabet ved videresalg et par måneder senere nok været som Nimbussens fragt i hvertfald den ene vej. Og en Nimbus åbner jo nok flere døre derovre, end en normal japansk mc på japanske plader.
-
Efter tre år med i gletscher-tempo at bygge Nimbussen om til en bobber, prøvekøres den på en langtur til Belgien. Bortset fra at motoren lækker olie, den ingen kræfter har og tændingsanlægget dødsraller på sidste vers, fungerer det meste som det skal. Ekstra fodhvilere og topboxen ødelægger godt nok Den Rette Stil lidt, men hey, jeg er ikke 25 år gammel længere, og vil sidde så behageligt man nu kan på en Nimbus. Motoren skilles så ad og tætnes med flydende pakning, lejer m.m. ses efter, og min Nimbus-mentor Vagn Gjerlang sætter nye ventiler og styr i topstykket. I praksis betyder det sidste at jeg atter kan køre op ad bakke, selv i modvind.
-
Nimbussen blir fløjet til Japan for 6-7.000 kr., hvilket er kun en smule dyrere, end hvis den skulle med skib. Det er papirarbejdet derovre der virkelig koster. Transportrammen på billedet er bygget af 28 jernprofiler, fra rammer der i sin tid har fragtet Suzukier til Enghave motor. Den vejer 30 kg, og kan skilles ad & tages med på Nimbussen når jeg lander i Tokyo, til genbrug når den skal sejles hjem igen. På den måde undgår jeg omkostningerne og det logistiske kaos ved at skulle fragte en almindelig kasse rundt, eller få en speditør til at bygge en ny kasse til hjemtransporten. Hvordan det bliver at køre gennem Tokyo med en stak 2,2 meter lange jern finder jeg vel tidsnok ud af. Forhåbentlig finder jeg hurtigt en venligtsindet mc-butik, der kan have det stående de otte uger ferien varer.

26-9

Jeg har kørt rundt i byen med den adskilte metalramme stroppet på maskinen, hvilket går udmærket. Tirsdag før min egen afgang køres bobberen ud til et firma i Kastrup, som skal udfærdige en ’farligt gods’ deklaration. Selv tømt for benzin og olie, og med batteriet koblet fra, er det nødvendigt. Det viser sig at tage nøjagtig tre timer at samle rammen og stroppe motorcyklen godt fast. Den samlede vægt havner på 216 kg, så uden speedometer vejer bobberen altså ét kg mere end en standard Nimbus.
-
Torsdag ringer jeg til speditionsfirmaet. De skal have en modtageradresse i Japan, før ’farligt gods’ erklæringen overhovedet kan skrives, og så er regningen for fragten vokset til små 7.300. De ekstra tusind er fordi man bruger såkaldte ’volumen-kilo’ til udregningen. Herefter står min lønkonto i minus, for posten smøler med lønudbetalingen denne gang, som de smilende fortæller i banken. God start – var Japan ikke det dyreste land at holde ferie i? Endnu et jærtegn er den fodgænger jeg kører ned på reserve-Nimbussen (lav hastighed, klovnen vadede lige ud for mig, spejdende den anden vej, ingen skader på hverken mand eller mc). Nu er det fredag, carnet’et hentes i Lyngby, og køres ud til speditionsfirmaet i Hvidovre. Registreringsattesten kom i det mindste med posten i går.
-
Har jeg et sekund eller to med ærgrelse over ting som ovenstående, minder jeg lige mig selv om de to nordmænd, der kører deres Nimbusser til Singapore. Og som sad fast i Istanbul i 3½ uge, fordi der var visumproblemer med Iran og Pakistan. Den smule bureaukratibøvl jeg har med at gøre, er vand i sammenligning.
-
Fredag og lørdag går med pakning og 5-6 ompakninger, så det hele holder sig under diverse magiske maksimummål. Med alt det tidskrævende sikkerhedsvanvid der er i lufthavnen, vil jeg ikke risikere at skulle bruge ekstra tid på at skændes om overvægt. Trods alle de sidste øjebliksting der skal ordnes, som f.eks. en Nimbus der skal bugseres i kælderen, eller tøj der skal syes, går det egentlig ret roligt. Efter maskinen blev sendt er det ikke længere et spørgsmål om jeg kommer planmæssigt afsted, højst om hvor kaotisk afgangen bliver.