7-10 - Eder og forbandelser

Anyway, lørdagen ankommer sammen med sol og høje temperaturer, og forventningsfuld sætter jeg med undergrundsbane og et hængende lokaltog kursen mod Chiba, hvor førnævnte Crazy Pete bor. Manden dukker op ved sin mc-butik, hvis front med gamle afdankede japanske scootere står i kontrast til alt guldet indenfor; 20’er og 30’er Indians og Harley’er, samt en rig samling af hjelme, billeder etc. etc. som hører enhver til som har dette specielle samlerinstinkt nogle af os nyder godt af.
-
I Pete's gamle Chevy pickup kører vi så ad en betalingsmotorvej op til Narita lufthavnen, hvor vi efter halvanden times farten rundt med div. papirer ALLIGEVEL bliver nægtet Nimbussen. Et essentielt stempel, på carnet’et som jeg just har fået udleveret, skal stemples inde i midt Tokyo, hvilket selvfølgelig først kan ske på tirsdag. Jeg reciterer for mig selv samtlige af de danske eder og forbandelser jeg kender, men formår efter god japansk skik at holde masken. Resten af dagen med Pete og siden hans amerikanske kone opvejer dog ærgelsen. Lidt. Især aftenmaden på en sushibar, hvis eviglange transportbånd med små tallerkener med – well – sushi (100 yen pr. stk., hvilket servitricerne tæller sammen til sidst) er skæg. Men jeg kommer nok aldrig helt overens med den type ædelse.