9-10 - Bjergkørsel på Mini-Monkeybikes

Tager tidligt afsted til den anden ende af Tokyo, hvor en af Yori Kandas (den japanske mc-journalist som var i Danmark) venner, Osca, vil tage mig til et specielt mc-træf oppe i bjergene 70 km vest for byen. Osca har prøvet at genoplive Horex navnet med en special bygget af alskens dyre stumper og en peppet Honda Dominator enstamper. Han tabte stort set alt på projektet, for kun 10-12 stykker blev solgt.
-
Nu drøner vi så op gennem små byer og latterligt smalle gader, med hans ven 'The Master' ved rattet. Det er rimeligt underholdende, mest fordi jeg sidder bagi og ved, at jeg her bedre vil kunne overleve et sammenstød. Da vi efter et par timers halsbrækkende kørsel når pladsen hvor de andre holder, ser jeg et dusin bitte-små motorcykler, som de tilstedeværende åbenbart har et meget nostalgisk forhold til. Det er en 61% skalamodel af den i forvejen ikke for store Honda 'Monkeybike', som der er en verdensomspændende kult omkring.
-

Jeg tænker at det her stadig er bedre end ingenting, og får da også snakket en del med en af de andre, der ligesom Osca taler et tolerabelt engelsk. Området er en naturpark, supersmuk (hvis man ellers er til natur), og parkeringpladsen har selvfølgelig også sine perler. Som f.eks. en rå Suzuki Cappuchino topersoners sportsvogn. En af mange japanske bilmodeller , med mange mere eller mindre åndede navne, kun beregnet til hjemmemarkedet. Takket være specielle skatteregler herovre, er biler med motorer på under 660 cc ikke så dyre at have, uanset hvor meget de så er peppet op med mangeventilede topstykker, turboladere etc.
-
Derefter går det afsted på smalle tospors bjergveje, gennem tunneller, over broer, rundt i hårnålesving. Efter de første stop får jeg en af de små sataner udleveret, og slingrer afsted ud på vejen. De har blinklys og nummerplader, og er derfor lovlige på alt andet end motorveje, som har en nix-under-126 cc-regel. Ok, det ER faktisk skægt; styringen er lynskarp, det råtunede eksemplar (2,2 hk) jeg bruger trækker let fra de andre, så med 57 cm akselafstand og knæene i vejret fiser jeg ned igennem nogle rimeligt stejle bakkesving med 45-50 i timen.
-
Små 15 km hårrejsende kørsel blir det til, før vi når sidste stop på en turist-bondegård, hvor byboerne kan se rigtige husdyr og lade deres unger kravle op på toppen af en mødding. Eller få en kælegris med hjem.
-
Endnu 2 1/2 times køkørsel afslutter aftenen med Osca, som fortæller hvordan han har kørt sine bittesmå maskiner bl.a. Hawaii rundt, fra Geneve i Schweiz til Heidelberg i Tyskland, og rundt omkring andre steder i Europa. Han er cool nok, og forretningen med de snå mini-monkeys går heller ikke helt dårligt: 450 solgte eksemplarer, til 3-400.000 yen stykket. Del med tyve, og det blir stadig til et pænt højt beløb i kroner. På et tidspunkt lægger han videoer af dagens seance på nettet. Hvis det ikke ser for pinligt ud, sender jeg et link.
-
Jeg tager s-tog tilbage til byen, med tre forskelligt ejede baner. Systemet er simpelt: Betaler man for lidt til billetautomaten, er der en justeringsautomat på stationen man står af. Og som regel en af de allestedsnærværende vagter i nypresset uniform og hvide handsker, hvis man stadig kløjs i det.