13-10 - Eurotrash

Prøver først at komme ind og se Kejserpaladset midt i Tokyo, men det er lukket mandag og fredag. Bemærker at der på oversigtsskiltet er angivet et 'shelter for people who can not go home' inde på selve paladsets grund, og ser straks for mig en flok aldrende hippier, som har boet der siden 1975. Går så rundt i Ginza bydelen lidt syd for paladset, på jagt efter nogle gallerier med avantgarde kunst. Det lykkes – lidt – så det blir blot endnu en ekskursion rundt mellem kedelige højhuse. Jeg dropper kunsten og finder et område under jernbanen hvor man i typisk japansk stil har udnytter hver kvadratcentimeter til det yderste. Værtshuse, mekaniske værksteder, restauranter, elektronik, you-name-it.
-
Jeg havde aftalt med et par af de andre at tage ned i byen, men bruger alligevel aftenen i selskab med et par nyankomne canadiere og det faste slæng af eurotrash, der som sædvanlig – selv om vi faktisk prøver at undgå det – før samtalen drejet over på hvilken nar George Bush og hans medløbere verden over er. De to fra hhv. Boston og L.A. er vant til kosten og er, som sikkert 90% af de amerikanere der rent faktisk rejser uden for USA, endnu mere oprørte over manden, og den valgsejr Floridas højesteret gav ham. 'Somewhere in Texas a village is missing its idiot', så jeg på en t-shirt. For balancens skyld giver jeg dem samme anbefaling som til andre derovrefra, hvis de en dag synes det går over gevind; bare sig 'Belusconi'.