16-10 - Zero Engineering, Japans råeste choppere

Lægger ud med at sno mig ned et halvt hundrede kilometer sydover ad en smal vej, i en dyb slugt, der ender ved Stillehavet. På kortet er den markeret som en hovedvej, men 30 og 40 km/t fartbegrænsningen der skiltes med, og er malet på vejen med korte mellemrum, har som regel sin berettigelse. De lokale synes alligevel at have et rimeligt afslappet forhold til dem, hvilket jeg derfor også snart har fået. Når en lastbil så kommer imod mig på denne 'hovedvej', og der knap er plads til den alene, er jeg glad for at være på to hjul, og ikke f.eks. med sidevogn. En sidevogn ville også have været en ren dræber lidt senere, da jeg kører ad Highway 1 vestpå.

-

Det meste af tiden er 1'eren en overordentlig grim udgave af Roskildevej, 2/3 så bred og med hvad der synes konstant myldretidstrafik. Af og til kører den på stylter henover almindelig beboelse, andre gange med høje støjmure på begge sider. En masse lastbiler, som ellers skulle betale 3-4 kroner pr. kilometer på betalingsmotorvejen, fylder godt op, og som altid når jeg påtvinges deres diesel-osende selskab, er mit hvide hår snart gråt. Jeg tør dårligt tænke på hvordan mine lunger tager det her.

-

Især tunneller på mere end en kilometer er stride, for jeg har endnu ikke set noget der ligner udluftning. Dette kan dog være fordi jeg har solbriller på, og knap kan se noget overhovedet derinde. Kun et ti kilometer langt stræk helt ud til Stillehavet bryder billedet – det er anden gang i mit liv at jeg har det hav som selskab, men denne gang er det på min venstre side. 'Prægtigt', er vist det passende udtryk. Jeg ser også de første palmetræer og bambusskove til højre for mig, og prøver at regne ud hvilke slags steder jeg med fordel kunne slå mit telt op.

-

Efter omkring 250 kilometer køkørsel, oftest med 40-50 km/t, samt en del snoen sig mellem stillestående vognrækker, når jeg byen Okazaki, hvor firmaet Zero Engineering holder til. ZE står bag nogle af de råeste japanske choppere, som regel bygget i en lav og kort stil, uden megen krom, men med et væld af finurlige detaljer og uortodokse tekniske løsninger. Grundlæggeren af firmaet, Shinya Kimura, er siden flyttet til Los Angeles, hvor de fleste af hans kunder alligevel bor, og har solgt ZE videre til en med mere traditionel byggestil. Hans nye firma i L.A. hedder Chabott Engineering. Til mit store held er han dog på sit tidligere værksted, da jeg omsider finder frem i labyrinten af bygninger, for pga. visumproblemer har han skullet opholde sig tre måneder i Japan. Godt jeg ikke udskød dette til hjemturen fra Nagasaki, thi om en uge er han tilbage i Lala-land.

-

Shinya modtager mig udenfor, og råber "Oh, a Nimbus!". Ok, før eller siden måtte jeg møde en der havde hørt om mærket. Nuvel, han har også repareret et par af dem, siger han så. Men for de andre på ZE er den heldigvis ny og spændende. Jeg køber bogen om hans choppere og får den behørigt signeret, demonstrerer Nimbussens vippearme et par gange til, kikker lidt rundt og ser hvad de ellers har gang i. Over lyden fra en sideventilet Triumph Twin, som en pige bliver ved med at sparke liv i, hører jeg i det fjerne en klokke og derefter en lang monoton messen. Nysgerrig som jeg er, spørger jeg til sidst om det er en religiøs ceremoni man kan høre. Nej, siger de, det er bare en der sælger kartofler.

-

Efter nogen tids snak om chopperdesign og hvad mine umiddelbare planer ellers er, inviterer manden mig til at bo et lille ekstra sted han har oppe i bjergene, en halv time derfra. Jeg kan bo der en uge eller to, hvis jeg vi, siger han. Stedet er en del af et par store bølgeblikslader, som er fyldt op med brugte japanske mc-dele. Tonsvis af det, og der er katte, og bag floden 5-6 meter nede står en bambusskov. I og omkring laderne står yderligere et par hundrede maskiner i mere eller mindre afrakket stand - andre steder står resten af de omkring 2.000 der skal hugges op. -

I Danmark ville meget af det, som f.eks. flere af de store Katana'er, være rent guld, men sådan er tingene altså ikke her, hvilket vi får uddybet da vi kører hen et godt stykke derfra og spiser. Det er blevet mørkt, og da der nu er der ikke så megen trafik, lader han den åbne Porsche Carrera strække ud (husk; mørke som på sydlige breddegrader, meget smalle veje, 30 eller 40 km/t fartgrænser). Carrera'en er ikke hans egen, men udlånt af en af vennerne – hvilket I andre godt kunne lære lidt af.