22-10 - 'Chicara Art', verdens flotteste custom motorcykel

Lige så træls landskab og by er, lige så god bliver resten af aftenen. Efter et smut omkring Kejis mc-værksted finder vi så ud til Chicara Motorcycles lidt udenfor byen, hvor en lille mand med strithår modtager os. I modsætning til Shinya Kimura fra Zero Choppers taler han intet engelsk, men har fået en veninde til at møde op for at oversætte. Det er stadig ikke nemt, men jeg får dog med held gjort Chicara Nagata det klart, at blandt de faste fixpunkter for mit besøg er Tokyo, Hiroshima, Mt. Fuji, og ham.

-

Motorcyklen 'Chicara Art' er hans seneste værk, og den har reddet ham en officiel position som verdens fremmeste chopperbygger. Han triller den ud af sin varevogn så jeg kan tage billeder, i det omfang jeg ikke står tryllebundet af denne tohjulede skulptur. Jeg har set en del flotte maskiner, men denne topper dem alle. Den har taget ham 7.500 timer, hvilket svarer ret nøjagtigt til 1.000 danske 7 ½ timers arbejdsdage. Og man kan se hvert minut af hans indsats. Der er en detaljerigdom, der trodser en hver beskrivelse, et væld af finurlige små tekniske løsninger, og til sidst en finish af tynd krom, så man stadig kan se det gyldne skær lige ved de utallige fittings. De få malede dele, som hjul, nav, kobling og motorens cylindre er originale, fra en 1930 H-D VL hvis tomme chassis står ved siden af.

-

Maskinen er ikke til salg, siger han, og da flere af hans andre kendte Harley'er også står i rummet, må jeg antage at det er jobbet som grafisk designer han lever af. Adspurgt fortæller jeg hvor meget det kostede at få Nimbussen fløjet herover. Han betalte godt fem gange så meget for at få 'Chicara Art' fløjet til udstillingen og førstepladsen i USA, og hans hår stritter åbenbart stadig bare ved tanken. Efter 3-4 timer, hvor han får signeret chopperbogen og forærer mig så mange t-shirts m.m. at jeg bliver virkelig forlegen, er det tid at køre ind i Saga igen. Jeg tør næsten ikke kommentere hans fede skjorte, af frygt for at han også vil give mig den.

-

Som afslutning på gavegiveriet – han får beskedent en af mine medbragte gavepakker med Toms pålægschokolade – inviterer jeg flokken ud at spise. Udenfor er det begyndt at regne kraftigt, så pludselig har jeg verdens førende choppermand igang med at tørre min Nimbus bobber af og læsse den ind i sin varevogn. Fint nok, jeg har endnu ikke kørt i regnvejr herovre, og tænker at kommer der to-tre dage med regn, så står den på indendørs aktiviteter i en by. Det er tricky nok at finde rundt efter det japanske kort når jeg 1) skal have læsebriller på hver gang, og 2) ikke behøver at se kortet gennem et dugget plastikovertræk.

-

Selvfølgelig er det et godt sted, de lokalkendte har valgt, og vi hænger der små tre timer, hvor pigen Karo med sine to ordbøger kæmper en brav kamp. Mens hun tager samtidig imod maden fra tjenerne, serverer for os andre, og hver gang ender med den mindste portion til sig selv. Intet under hun er så lille og slank. Gæt også selv om de vil lade mig betale da vi skal derfra igen....

-

Som der står på Erroll Flynn's gravsten; "He was lucky and he knew it".