28-10 - 44 km smuk paradisvej

Efter lidt for mange mildest talt håbløse forsøg på at lokalisere en butik som er kompetent til at printe et par dokumenter fra min lille memory stick, tager jeg motorvejen 100 km nordpå, for at indhente lidt af de to tabte timer. Krydser den 32. breddegrad, som et skilt markerer. Derefter står viseren på paradisvej de næste 44 km, så smuk og så højt oppe ad bjerget, at jeg af og til må ned under hastighedsgrænsen for til fulde at kunne nyde udsigten. Lader mig åndsvagt nok lokke af et skilt der siger vandfald (lille, og så mange trin derned at jeg får postale flashbacks) et sted ude til siden, hvilket i praksis betyder tarmslyngsvej de følgende 32 km. Som sine artsfæller har den stræk hvor en bil og en mc ikke kan passere hinanden, og store spejle i de fleste sving. Hvilket vil sige en hel del, for der er stort set ingen lige stræk på over 50 meter.

-

Mens mørket falder på fortsætter jeg ad noget mere paradisvej, og finder til sidst et dyrt udseende hotel. De har ingen enkeltværelser, og de andre i området der ringes, til har heller ikke. Indtjekkeren vurderer så, at han næppe får solgt sit sidste invalideværelse, medmindre han giver det til mig. For 400 kr. har jeg nu mere plads end sammenlagt 8-10 af mindste rum, jeg hidtil har overnattet i. Fjernsynet har hverken møntautomat på siden eller foldere for mere eller mindre slibrige pornokanaler, og selv en privat pengeboks gemmer sig i et af skabene. Origamifigurer overalt, morgenmad og den tilhørende 'onsen' er også inkluderet, så denne aften vil jeg nok spørge mig selv et par gange, om det er på tide at stikke feriebudgettet skråt op eller hvad.

-

I badet sidder en flok gamle fyre, og en kommentarer om 'gajins' – fremmede – falder da jeg sætter mig, til stor moro for de andre. Når de taler, med hæse stemmer og i en anden dialekt end den jeg har hørt mest, lyder det som en blanding af den grynten motornørder med hovederne nede i en amerikanerbils motorrum som regel udstøder, og så Prostecnic Vogon Jeltz der reciterer sit yndlingsdigt. Jeg er ligeglad, ligger bare der i det varme udendørs bad, kigger op på stjernehimlen, lytter til blød jazzmusik, og tager mig selv i at le af hvor fedt det her er. Heldigt jeg tog omvejen forbi det lamme vandfald.

-

Dagens engelsk-fix reddes uventet af en arkitekt, der ser personalets totale befippelse, da jeg spørger om der er internetadgang et sted på hotellet. Det ender med at jeg sidder på deres kontor – i min kimono – og lader arkitekten oversætte en mail minimonkeyman Osca i Tokyo har sendt, om nogle veteran-arrangementer og stumpemarkeder i Kyoto og Osaka. Senere, over et par øl, afslører han også det beklagelige faktum, at den slags Asahi jeg holder mest af egentlig ikke er en rigtig øl. Den er et blandingsprodukt skabt for at omgå en-eller-anden afgift, som myndighederne havde fundet på.