2-11 - Koyto, byen med 2000 templer
Bruger fire timer på at køre rundt for at finde et logi for natten, da Taro Cafe først har plads igen i fra morgen. Enten er alting booket op, fordi det er en helligdag imorgen, eller også er hotellerne stinkende dyre. En af dem har en Rolls Royce klodset op i foyeren, og lejer helst værelserne ud for nogle få timer ad gangen. Meget mod min vilje havner jeg derfor på det lokale vandrerhjem, som er fyldt med unger især fra USA, efter stemmerne at dømme (de viser sig at være fra Canada, men alligevel...). Det er nu ikke stedets gæster, men mere det at man skal være hjemme inden halv elleve og en del andre lignende regler, som jeg føler er under min værdighed. Men det var det eller under en af broerne, og jeg skal alligevel alt for tidligt op imorgen; veterantræffet starter ugudelige klokken syv.
-
Går så rundt og rånyder byen, for her synes der at være alt det jeg savnede ved Tokyo: Gamle bygninger side om side med de nye, butikker med lækre sager som f.eks. husaltre (40.000 kr. ikke en utypisk pris), og fremfor alt de mange indfødte, der joller rundt i deres sandaler og traditionelle dragter. Det ser bare så elegant ud, og jeg bliver småmisundelig over at vores kultur ikke også har dette elegante element. Traditionel japansk stil altså. At have mine naboer rende rundt i danske folkedragter ville være ubærligt.
-
Havde jeg vidst at Kyoto ville virke sådan på mig, havde jeg nok tjekket det praktiske omkring at lade mig og Nimbussen flyve hertil istedet for til Tokyo. Når veteranarrangementet imorgen er overstået står den på tempeltouring, for byen har 2.000 af dem, hvoraf jeg nok kun tager de mest spektakulære. Men så er der den almindelige arkitektur, hvor der er reminicenser af Amsterdam, med masser af høje smalle huse ved siden af hinanden, og generelt mere veldesignede og velholdte end de tilsvarende i den nuværende hovedstad.
-
Slutter aftenen med at sidde på vandrerhjemmet med nogen hyggelige (voksne) fra hhv. Frankrig og Canada, samt en enkelt amerikaner, som er så utroligt arg på Bush og hans klan, at jeg er tæt på at forsvare svinet....
0 Comments:
Post a Comment
<< Home