10-11 - Langturscyklisten

Det blir en stille dag. Jeg er stadig sløj, og slet ikke lyst til at kæmpe mig vej ad Highway 1, helvedesvejen som jeg tog da jeg for 3 uger siden forlod Tokyo. Den vil tage mig til Yamahas hjemby Hamamatsu på tre timer, mod betalingsmotorvejens halvanden. Istedet bliver en potentielt langt mere hyggelig rute gennem bjergene nordover plottet på kortet, for jeg trænger til at skrabe fodhvilerne og til en frokost (’Calorie Mate’ stænger og varm æblesaft fra en automat) oppe i et-eller-andet pas et sted. En times blandet vej, så tre-fire timers paradisvej hvor jeg farer ret så vild et par gange, men som regel reddes af at køre efter solen.

-

Et sted undervejs ser jeg den første landevejscyklist på min tur, og da han er vesterlænding standser jeg 100 meter foran ham, for at få en sludder. Han kommer prustende med mit uldne halstørklæde, som må være drattet ud af bagagenettet på den distance. Vi udveksler lidt om vores erfaringer med Japan, og hans mening om japanske bilister hører ikke hjemme i en pæn weblog som denne. Jeg er ellers virkelig imponeret hvor pænt alle kører, men kun en time senere er der en modkørende som forulykker lige ved siden af mig, med et brag af den anden verden. På afstand ser det slet ikke godt ud, og tæt på nok meget værre, så jeg stoler på at de andre tililende gør hvad der skal gøres.Til sidst bare en halv times bykørselnærkamp ind til et billigt hotel i Hamamatsu. En god og nem dag, ihvertfald for mig.