11-11 - Første dag i vådt føre

Natten igennem har det tordnet, og det regner stadig da jeg tumler udenfor ved ti-tiden for at finde en bager. Håbløst, alle pejlemærker fra i går aftes synes skyllet bort. Det blir en Starbucks hvor det spiller julemusik den halve time det tager mig at læse avisen. Med de seneste nyheder fra USA er lydbilledet dog til at bære. Bush spanket så meget at han omsider selv fatter det, lige hvad jeg trængte til. Mon Blair og Fogh fortryder at de har haft Bush’s pik i munden alle de år?
-
Blive i byen eller ej, that’s the question. Veteranracer-arrangementet knap et par hundrede km derfra starter kl. 9 imorgen, så det er nok bedst jeg kommer afsted og helt derop allerede i dag. De flinke piger i turistinformationen (”Are you here to play in the piano competition?”) dirigerer mig ud til Yamahas museum, hvor Yori – mc-journalisten jeg hev med til Nimbustræf - måske har fixet en aftale med en af deres pr-folk. Aftalen blir nu ikke til noget, og kagen i cafeteriaet er besøgets største oplevelse. Ok, det er lidt uretfærdigt, for kagen ER ekseptionelt god, og samlingen af gamle og nye Yamahaer nu heller ikke så ringe. Men jeg er godt nok blevet forvænt på det seneste. Kun et par af deres racere, og en tocylindret gademaskine på 89 cc, er det eneste der får mig til at kigge en ekstra gang.
-
Jeg har på forhånd afskrevet at skulle kæmpe mig op ad Highway 1 i regnvejr og tiltagende mørke, så det blir for 140 kr. fin ny asfalt og manglende lyskryds hele vejen op til Gonteba, hvor Fuji Racetrack ligger. Det går egentlig udmærket, regnen til trods, men det ville næsten også have været for surt at tage alt det vandtætte tøj med helt fra Danmark, og så ikke bruge det til andet end at polstre pc’en omme i topboksen. Det blir mørkere og mørkere, til sidst helt sort, og langsomt får jeg denne uvirkelige følelse som piloter på instrumentflyvning sikkert også får deroppe; fornemmelsen af fart og andre fysiske input aftager, og der er til sidst kun synssansen at stole på.
-
I Gonteba er alle senge solgt, hvilket ikke er så underligt en lørdag aften tæt på Mt. Fuji. Lige inden jeg gør alvor af at slå teltet op udenfor racerbanen, foreslår de på et af hotellerne, at jeg prøver en ’onsen’ – et af de varme bade – lidt nord for byen. 1 time tager det at finde stedet, som ikke alene ser rigtig tjekket ud, men tilmed har en god restaurant og er billigt at overnatte i. En sovesal til en 50’er slår stadig et vådt telt. Så her sidder jeg, mæt og med en stor fadøl foran mig, et 42 grader varmt bad engang i den umiddelbare fremtid, og taster dette. Kampai!