12-11 - Veteranrace på Fuji Speedway

Onsen'en i går aftes var pragtfuld, og inkluderede endda en omsider skyfri himmel med udsigt til om ikke Mælkevejen, så i det mindste nogen stjerner. Stjernehimlen er ikke lige at genkende, selvom den så vidt jeg husker burde være den samme over hele den nordlige halvkugle. Never mind. Den store sovesal er nogenlunde, med en masse liggestolsagtige lidt hårde steder at sove, så postbudet på ærten polstrer med en masse tæpper fra sovepladser der ikke bliver brugt. Får mine seks timers søvn, og derpå et ubeskriveligt smukt direkte udsyn til Mount Fuji, i sol og nu med sne på halvvejen ned fra toppen. Og så skal jeg ellers til 'Time Tunnel Race Meet'. Tror jeg, for på vej ned af bakken kommer jeg forbi en Yamaha SR butik, som jeg tilfældigvis standsede ud for i går aftes, da jeg skulle orientere mig.
-
Tiden til da går selvfølgelig med at ose rundt blandt alle de lækre varer: Der er naturligvis en overvægt af Honda racere, ikke så få Bridgestones, en del små Ducatier, 10-15 englændere, to Bultacoer, en enkelt sideventilet KR Harley fra 60'erne, mindst 20 scootere og en helt ustyrligt råt udseende 1200 cc Rikou. Ialt lidt over 100 maskiner, iflg. en herboende englænder omkring halvdelen af sidste års fremmøde. Da folk her er mere fokuseret på race end på veteranaspektet, er Nimbussen et underholdende element, men slet ikke så meget som til de to andre træf. Fint med mig, jeg tænker mest på starten kl. 11.50, og på at få skaffet en nummerplade at sætte på siden. Det føles lidt forkert at køre race uden - ligesom at begå et bankrøveri uden at have rigtige patroner i den oversavede.
-
I pitten gøres almindelig samtale besværlig af den søde musik af maskiner der prøvestartes og justeres ind, og ude på banen kæmper folk i de forskellige klasser, på en kort, snoet bane med kun ét 500 meter lige stræk ned ad bakke. Der er en del der ryger på røven, men tilsyneladende uden andet end materielle skader. Især en tunet orange Lambretta kører som gjaldt det livet, men fyren dukker op bag de skjulte sving hver gang. En journalist kommer og stikker sin kameramand og notesblok i hovedet på mig, og stiller spørgsmål som 'Hvilken motorcykel synes du er den mest interessante her?' (Nemt nok; den store Rikuo racer med Kawasaki W1 gearkassen). I baggrunden høres brølene fra den store bane bag bakken, hvor bl.a. en Lotus Seven klub er ude at have lidt sjov før det blir for koldt med åbne biler.
-
Lige før min tid kører alle scooterne ud til et par paraderunder, og da jeg får lånt en plade fra en Bridgestone og sætter den, kommer et orkester med trommer og f***** sækkepiber marcherende ned langs pitten. Det er traditionen her gennem 30 år, fortæller en af de faste deltagere. Nå, de får larmet færdig i løbet af en halv times tid, og alle scooterne kører et par paraderunder. Hvorpå jeg som sidste mand i en bunke blandet, uspecificeret materiel accelerer ned på banen, lige bag en endnu mere larmende lille Honda racer med megafonudstødning, kørt af den mest flippede fyr til mini-monkey-mødet for fire uger siden. Men det går for langsomt det her, for blandt de 6-7 uspecificerede mærkelige maskiner er en langsom 200 cc Velocette pladestels-bokser 'pace bike'.
-
Jeg falder derfor en halv omgang tilbage for hver runde, så jeg kan more mig i svingene og fyre den af ned ad langsiden, forhåbentlig til publikums lige så store fornøjelse som min egen. Den får håndtaget i bund i 2. og 3., noget jeg end ikke ville have overvejet tidligt på turen. Men nu har jeg omsider 'råd' til et iøvrigt ret usandsynligt motorhavari, for jeg er tæt på afskibningshavnen, og her er masser af store biler og folk med forståelse for situationen. Lige præcis denne flok har nok oplevet flere kværnede motorer per capita end nogen anden samling af 4-500 mennesker i Japan.
-
En bonus ved racet er, at jeg lige får opfrisket hvor nem Nimbussen er at køre uden al den dødvægt jeg har med, og uden fremflyttersæt og nummerplade til at begrænse nedlæningsvinklerne. Godt nok har jeg pga. de tillagte japanske spisevaner tabt mig 6-7 kg nu, men der er stadig de 35-40 kg som topboks, sideaske, telt, gaver og anden bagage vejer. En herboende englænder dukker op, og fortæller om sine gode mc-erfaringer i landet, om hans og nogle andre folks planer om at starte en stor klassisk raceserie med f.eks. Triumph Trident'er, og om de mindre betalingsveje der altid er fri for fartfælder og derfor fungerer som uofficielle private road race baner (ligesom Nürnbergring, der teknisk set også er offentlig vej). Han forsyner mig også flere gange med varm grøn the og endda kaffe, så jeg kan mærke mine fingre igen; samt nu er oppe på fem kopper i Japan, og ti i hele mit liv. Jeg kigger misundeligt op på dem der har forladt området nær starten, for at kravle op på bakken over banen, hvor et stykke af den gamle Fuji-banes 'banking' (hvad er det danske ord?) stadig ligger i sol.
-
De sidste 4-5 heat køres, og her er den omfangsrige 250 cc klasse den mest interessante: Fyren på den orange Lambretta starter næsten bagerst, men æder sig langsomt op gennem hele feltet, og slutter på en fjerdeplads lige bag en Bultaco, en Honda og en Ducati. Flot gået, og rart at se en 'underdog' i en parka kunne tune en scooter så hårdt og forstå at bruge racerdækkene til det yderste.