14-11 - Sidste dag i bjergene

Afsted i strålende solskin. Det er hele 18 grader, så en times trafik gennem byområder er ikke helt håbløs. Mt. Fuji i bakspejlet, et par bjergveje foran mig, og antagelig sidste tur gennem den slags veje herovre. Ved ikke om det kun er fordi det er sidste gang, men efter jeg har kæmpet mig rigtig højt op, i 2. gear det meste af den næsten bilfri vej, og nu står og kigger ud over de orange og røde skove, følte jeg mig så grumme snydt for i går, og det hele virkede så uvirkeligt. Det er smukt som ikke noget andet bjergområde jeg har set i Japan, en observation der hverken skyldes den iltfattige højde eller at jeg har taget de forkerte piller igen. Det er også lidt vemodigt, og jeg har slet ikke lyst til at tage tilbage til Tokyo igen, trods de fine folk der venter der.

-

Vel nede af bjergene, som alligevel ikke frøs mig halvt ihjel, går det endnu en times tid langs en bjergsø, gennem en lang række små tunneller, hvor også en masse andre mc-folk har fundet ud. Derefter to timers helvedesvej nord over Tokyo, bjergenes rovfugle her er afløst af en gammel Convair turboprop med den røde japanske rondel, der dovent flyver i cirkler over dette stinkende område. Til sidst i mørket, og stadig i stanken af industri, ad en motorvej nordpå, til en storby der må formodes at have en internetcafe. Honda har et fint mc-museum heroppe, og jeg prøver at time det, så jeg kan være tilbage i Tokyo i morgen aften.

-

Tjekker ind på byens billigste hotel, der sandsynligvis også er det hyggeligste. Slidt og gammelt, ligesom værten og hans kone, der gør hvad de kan, for at jeg føler mig hjemme. Jeg er også den eneste gæst, for det er på sin vis håbløst, med denne art rustik Klaus Kludder stil, sin mangel på vedligeholdelse og det fælles badeværelse i stueetagen. Det vil forsvinde når ejeren dør eller pensioneres, hvilket alligevel er en skam.