15-11 - Honda museet og dets fine Nimbus

Får en traditionel japansk morgenmad, der i volumen og kvalitet er på højde med en amerikansk 'breakfast special', hvilket er noget nær det pæneste jeg kan sige om den slags. Ude af byen kort efter, og finder af omveje gennem smukke bakker Twin Ring Motegi, der ejes af Honda. Stedet ligger (selvfølgelig) i smuk natur. Det er enormt, navnet til trods, med mere end blot to asfalt- og jordbaner, restaurant, et hotel der har en bryllupssuite specielt for dem, der vil giftes til lyden af fri udblæsning), og så det store bil- og mc-museum, der er mit mål.

-

På et tidspunkt havner jeg i deres restaureringsafdeling, og tænker at de her folk nok gerne vil se en Nimbus bobber. Den køres derover, hvilket snart efter lokker en af landets få perfekt engelsktalende folk ud. Hun fortæller at museet også har en Nimbus. Jeg tænder helt af på den oplysning, men desværre, den står på lager, og ham der bestemmer over lageret er væk resten af ugen. Nuvel, hvis alle tog nej for et nej, ville der næppe være mange parforhold, og jeg ville køre skuffet derfra. Så den får med, hvor pragtfuldt det ville være for mig at se den Nimbus, hvordan jeg nemt vil kunne fortælle hvilke ting der gør den mindre en 1938'er, end de selv tror den er, jeg nævner mit engagement i Nimbusklubben etc. etc. Jeg når samlingens tre etager igennem, og sidder i kantinen i gang med at rette faktuelle fejl i det sparsomme engelske Nimbusmateriale de har, da hun dukker op og siger Nimbussen er på vej i bil. Right on, baby.

-

Det er en fint restaureret standardmodel med lille forbremse, og en hoben ting der ikke er, som de skal være. Jeg nævner 15-20 stykker, og siger at eksperterne derhjemme, kan finde de resterende 75 %, når de får set billederne jeg tager. Egentlig er der kun fire eller fem ting – som f.eks. den manglende fiskehale – der vil gøre den umiddelbart langt mere original at se på. Om stafferinger sidder fem mm for tæt på skærmens centerlinie er kun for fanatikere. Lover selvfølgelig at sende alt det engelske materiale jeg kan finde, reservedelskatalog osv., når jeg er tilbage i Nimbusland om nogle uger.

-

Der var lige resten af samlingen - i eet ord: Perfekt. Mike Hailwoods 125 cc racer med aluminiumskåbe byder velkommen ved indgangen, de sekscylindrede 250'ere er der, en for mig hidtil ukendt Honda med 169cc boksermotor liver op i scooterafdelingen, og sådan går der derudaf. Enkelte andre mærker er repræsenteret, som regel i reference-sammenhæng med den Honda der står ved siden af, og i teksten loyalt beskrevet som et bedre køretøj, hvis den var det. Gademaskiner på hele 1. salen, og måske 100 racere på 2. sal. Masser af formelbiler, enten firmaets egene eller bare dem med Honda drivkraft, en del småbiler med 360 cc motorer, jetmotoren på Honda's nye forretningsfly, og midt i det hele en sej gammel Curtiss racerbil med en V8 flyvemaskinemotor. Synd at stedet ligger så langt fra alfarvej og togstationer, for det kræver næsten at man er selvkørende for at komme helt derud.

-

Jeg pakker mig godt ind igen, med et par ekstra t-shirts foran under læderjakken, for temperaturen er 13 grader, her hvor solen skinner. Hvis jeg hopper på motorvejen sydover, kan jeg nå ned til Chiba sydøst for Tokyo, og nå at spise middag med Crazy Pete, fyren der hjalp mig med at få maskinen gennem tolden. Afsted kører jeg, lige som i morges, gennem et bakket efterårslandskab, der minder lidt om Sjælland. Der er få biler, vejen er god, og den lave sol kaster nu et varmt skær over det hele. Jeg er stadig vemodig over at skulle forlade den slags Japan, og det føles her, som om det er landets måde at sige pænt farvel og tak for denne gang.

-

Det er sket før, og det vil nok ske igen, at når jeg planlægger at være et bestemt sted til en bestemt tid, ryger jeg kortvarigt over i et parallelunivers, hvor hverken trafikpropper eller mit fænomenale talent for fejlnavigering eksisterer. At naturens ovennævnte pæne farvel afløses, af motorvejens solide regnbyger halvvejs mod Tokyo, gør det heller ikke bedre, så først ved ottetiden når jeg hans butik. En del af turen på metropolens store, forvirrende netværk af omfartveje går trafikken med 30 km/t, og mine instinkter byder mig at Gøre Det, Som Motorcykler Er Gode Til: Køre mellem vognrækkerne; og jeg nyder det, for på en-eller-anden halvfarlig måde, ser jeg det her min hjemmebane. På andre dele går det så stærkt, at selv med mine 85 km/t tromler lastbilerne rask væk forbi mig.

-

På restauranten fortæller jeg Pete om min tur, og om nogle af de chopper- og hotrodfolk jeg har mødt undervejs. Flere af navnene er langt fra nye for ham, så det er ligesom derhjemme: En lille incestuøs flok motornørder, hvor alle kender alle. I nat blir mit logi lige så spøjst som i går: En hylde højt oppe under mc-værkstedets tag, så middagen og de mange kilometer motorvej har ikke sat tandmærker i dagens budget alligevel. Det er nu mest fordi det er grineren at overnatte herinde, i selskab med Nimbussen, to-tre Harley'er og syv Indians, hvis man ellers kun tæller dem, der står på egne hjul.