13-11, aften - Fordele ved at være kendt

Ved en korsvej i en typisk ferieby kører jeg ubeslutsomt tilbage et stykke, og møder derfor en fyr på en Kawasaki W3 (BSA-kopien, remember?). Han kigger en ekstra gang, for – viser det sig – bobberen genkendes fra en website med billeder fra det første veterantræf jeg var til. Vi standser og snakker lidt, og prøver sammen med en af de lokale at finde ud af, om der er hoteller en time længere oppe ad den vej jeg skal. Den lokale ser mit telt og fraråder campering, for der har været frost om natten. W3-fyren tilbyder derefter at lede mig over det næste pas, for der er en turistnformation af en slags 10-12 km længere fremme, der kan oplyse om sådan noget. Det kan den også; det nærmeste brug- og betalbare hotel ligger et par hundrede meter fra hvor vi startede! Nå, en hurtig kop varm kaffe og the, og det er tilbage over passet igen, denne gang uden biler til at forsinke os. I mørket gør jeg hvad jeg kan for at følge hans baglys, men strømproblemer gør at det forsvinder hver gang han går ned i omdrejninger, f.eks. når han skifter gear før et sving.

-

Vi når dog begge helskindede tilbage til feriebyen, hvor først hotellet og derefter en restaurant med lokale specialiteter som f.eks. de bestilte nudler med vildsvin opspores. Han er den femte eller sjette japaner idag som taler et tåleligt engelsk – måske det vender, nu hvor ferien er ved at ebbe ud. Visitkort udveksles, de sidste billeder tages, jeg kører mod hotellet, og han må finde en bil at lægge sig bag de næste 30-35 km tilbage over passet, hjem til hvor han bor nær Fuji Speedway. "I never ride in the dark", sagde han, og skal det tages bogstaveligt, bliver det godt nok en hård debut. Var den slags ikke prøvet ofte nok på Nimbussen, havde jeg nok været bekymret for ham.