6-11 - Shogunens residens, Ace Choppers og den gamle Nimbusmand

5 timers søvn, op for at pakke gaver til senere, og så dagens sightseeing. Tager afsted med kanadieren Jacob, først til et buddhist tempel, som udmærker sig ved at være langt mindre ornamenteret en andre af slagsen. Og ved at være stort – indenfor står 1000 forgyldte statuer af ’Kannon Bodhisattva’, 500 på hver side af en større hovedudgave af samme. Som er yderligere beskyttet af fire ret så barskt udsende guder (antager jeg, guiden er ikke helt specifik ang. dette). Indersidens ornamentering er næsten væk, så der er lidt mørkt, og dette sammen med den relativt enkle konstruktion minder mig lidt om vore hjemlige vikingers byggestil. Imposante som gårsdagens tre templer ellers var, så er dette det i Kyoto jeg foreløbig har syntes bedst om. Jacob er tømrer af profession, og fortæller om de forskellige teknikker der er brugt, både her og i konstruktionen på vore næste mål.

-

Nijo-jo (Nijo slottet), en arkitektonisk imponerende shogun (konge) residens en kort cykeltur derfra, er tilsvarende stilren. Stedet har en masse tekniske finesser, som f.eks. gulve der visse steder er designet til at knirke, hemmelige rum hvor en samurai kunne sidde og gemme sig, indtil der eventuelt blev brug for ham, osv. osv. Alle vægge er smukt dekorerede med enkle motiver, oftest med store flader af bladguld, så ligesom solkongens Versailles har den enetages bygning skulle demonstrere shogun’ens rigdom; udover selvfølgelig at være et fæstningsværk med omgivende mure og voldgraven. Bedste bygninger jeg hidtil har set herovre.

-

Henover middag tager jeg toget til Kobe, gennem så uendelig megen grim & kedelig forstad og industri, at jeg kan se endnu en pointe med at tage ’Shinkansen’ højhastighedstoget med 300 km/t. Første besøg er hos ACE Choppers, hvis hul af et værksted under jernbanen huser nogle tilpas rå maskiner. Et par af de kørende eksemplarer var mødt op til veterantræffet forleden, og da jeg alligevel skal mødes med samme træfs gamle ex-Nimbusmand få hundrede meter derfra, er det oplagt at tage en stribe billeder af stedet, og af det Harley Panhead-projekt, der står midt i støvet.

-
Min kontakt til Nimbusmanden dukker op, og kort efter Ansai-san himself, i en af de bittesmå varevogne. Hans værksted lidt derfra er vel stort efter lokal standard, for der er både plads til hans seks engelske motorcykler, og til at gå mellem dem. Sjovere er næsten det lille kontor med alle billederne, bøgerne og modellerne. Det måler 1,2 x 3,5 meter, og er 190 cm i højden - ved indgangen. Han har Sunbeam’en fra træffet, en Douglas bokser, en BSA B33, en imponerende 1958 Ariel Arrow med alt udstyr og originallak, og to stk. Matchless, hhv. G3 og G2 modeller. Sidstnævnte ’udmærker’ sig ved at have en slags unit-construction motor, hvor man simpelthen har sat to store sidestykker udover maskinens separate motor og gearkasse. Well, skal der snydes, kan man vel lige så godt gøre det med stil...

-

Ansai-san fortæller hvad han lige husker om de to Nimbusser han havde, og den røde 1945’er (ihvertfald på papiret) han fik skaffet hjem til en ven, der var grøn af misundelse hver gang han så Ansai-sans sorte ’48 standardmodel. Nimbus havde fanget hans interesse pga. en i Kobe bosat dansker, som arbejdede for et søfragtfirma i byen. Træt af BMW med deres overkomplicerede teknik og dyre reservedele, fik han ’bussen hjem fra Danmark engang i 70’erne. Omkring 20.000 km blev det til i de ti år der gik, før han solgte den videre til en Coffee Shop på Kyushu, hvis ejer havde plaget om den i årevis. En 1951 med sportsudstødning var også i hans samling et års tid, købt fra England fra en forhandler der alligevel havde en sending motorcykler til Ansai-san.

-

Pt. er den fra 1948, som Ansai-san kørte med en Acap sidevogn en del af tiden, stadig på Kyushu. Det er for tidskrævende at tage ned dertil igen, trods at det er den eneste han har adressen på. Den røde røg ned på øen Hawaii, som jeg kørte over på det sidste stræk til Kyoto, men hvor på Hawaii aner han ikke. Det er noget med at have solgt 98 maskiner over de sidste 19 år, hvorfor folk og motorcykler nok kan flyde lidt ud mellem hinanden. Sidste håb for at finde endnu en Nimbus herovre bliver derfor 51’eren, der blev solgt til en i Yokohama, tæt på Tokyo, for omkring ti år siden. Til hvem husker han ikke, så det blir nogen af de andre kontakter herovre, der forhåbentlig kan hjælpe med den jagt.