9-11 - Paradise Road, samt Mitubishis og Toyotas museer

Lægger ud med at besøge et museum, som firmaet Mitsubishi har i byen. Der er godt nok lukket for almindelig adgang, men Masao har trukket i nogle tråde, så vi kommer ind alligevel. Meget småt af et flymuseum at være, men kvaliteten af varerne og diverse modeller, og især de to rigtige Mitsubishi fly som fabrikken har restaureret, er i topklasse. Zero jagerflyet er kendt af de fleste, mens ikke mange har hørt om det lille raketfly Shusui, som er en kopi af den tyske Messerschmitt Me 163 Komet.

-

Det siger nok de færreste noget videre, men for en flyentusiast med min særlige interesse for 2. verdenskrigs sidste eksperimentalfly, er dette på højde med besøget hos chopperbyggeren Chicara Nagata, hvis ikke over. Shusui betyder iøvrigt ’efterårs vand’, fortæller Masao – japanerne brugte ofte helt lyriske navne til deres hangarskibe og lignende dødeligt isenkram. En anden satanisk sag, som var specialbygget som Kamikazefly, fik navnet ’kirsebærblomt’, mens amerikanerne, der plejede at give japanske fly amerikanske menneskenavne brød traditionen ved at kalde den ’Baka’ – japansk for ’dum’.

-

Superheldigt at jeg i går besluttede mig for at finde frem til Kaikado med det samme, istedet for at vente til i dag.

-

Fra museet går det videre i bilen til en af vennerne, hvis rå ratrods jeg lige skal se. Aichi præfæktoratet, som byen ligger i, er Japans centrum for hotrod- og custombilkulturen, og Masao synes at kende en del i de kredse. Besøget bliver spændende nok suppleret med en lille religiøs ceremoni i et snedkerfirmas kontor, hvor chefen, der til lejligheden er dresset op som shaman (eller shintopræst), messer henvendt enten til fotokopimaskinen med dens tallerken frugt og fisk på låget, eller til et lillebitte alter højt oppe på væggen. Det lyder enerverende, men vi bukker behørigt, og udenfor kompenseres der med at jeg får drysset salt på mine skuldre og der blir hældt lidt ’sake’ – risbrændevin - bag mig. Begge dele er med til at holde onde dæmoner væk, og som jeg har skrevet tidligere; prøv bare at bevise det IKKE virker....
-

Så tilbage til Kaikado butikken, op på maskinerne og ud til to hotrod værksteder, hvor Nimbussen skal vises frem og jeg få set lidt af hvad det pt. mest spændende hotrod land kan byde på. Ad den garanteret korteste rute min førerhund kender gennem storbyens mange små rektangler, når vi først ’Malibu Classics’, hvor hovedattraktionen faktisk er stedets kontor i en lille Airstream Camper. Ikke fordi chopperne og bilerne man bygger ikke også er seje, 50’er og 60’er stilen er i højsædet her. Både aftenen før og idag skal der også lige leges ’gæt hvor gammel ham danskeren er’. Selv i Nagoya i går var der et par som rullede vinduet ned, grinede ad Nimbussens vippearme, og derefter spurgte om min alder. ”Over 18”, siger jeg altid først med et mopset ansigtsudtryk.

-

Næste besøg er hos ’Paradise Road’, som i forvejen står på min liste over steder der bare skal besøges. PR har takket været bl.a. sine ’Mexican style’ cruisere en endeløs række trofæer for div. førstepladser at blære sig med, og tilmed noget at have det i. I butikken spejder jeg længe efter ting som ikke er importeret fra USA, og går tilsidst derfra med nogle få blade, men også med flere af de t-shirts og andet som de forskellige folk insisterer på at forære mig. Zero Choppers bogen får samtidig et par af de signaturer, som steder over en vis standard får lov at skrive.

-

Efter frokost i en restaurant, hvor hele staben råber begejstret i kor hver gang en ny gæst træder ind, fører Masao mig ud til Toyotas museum noget derfra, hvor vi tager afsked og jeg endnu engang siger at han og konen skal besøge mig, hvis de vil opleve Danmark. Med København som verdens tredjedyreste by at være turist i (har lige besøgt de to dyreste), er det et ordentligt tilbud, og jeg håber virkelig, at nogen af de inviterede vil benytte sig af det. Håber virkelig også at de vil følge mit råd og komme i ’grøn vinter’ halvåret fremfor i harakiri-sæsonen.

-

Toyota museet er fint nok, og der er enkelte absolutte perler blandt de mange mærker som er repræsenteret. Det er selvfølgelig de tidlige japanske der trækker mig derhen, og lidt baggrundshistorie om Toyotas store V8 prestigebiler er heller ikke af vejen. Jeg har set en del af disse Mercedes-slagtere på vejene, men de eksporteres ikke og er derfor nye for mig. En særudstilling med en masse originale amerikanske bilreklametegninger, og fabrikstegninger af diverse GM, Ford og Chrysler fantasiprojekter, er entreen værd alene. Således mæt af fly, biler og motorcykler i alle udformninger, trodser jeg myldretidstrafikken ind til centrum, hvor jeg vil overnatte i et af de berømte kapsel-hoteller. Det er ren ’Alien’, alle disse små huller man kravler ind i, men een gang skal det altså prøves. Har stadig lidt feber, men måske en tur i stedets sauna vil hjælpe.