1-11 - Sidste tur langs stillehavet

Kører ned om sydspidsen på Shikoku, vidende at det meget vel kan blive sidste gang jeg ser Stillehavet fra sadlen på en motorcykel. Det blæser, er køligt og på denne vestlige side af øen minder æ´ Still´haw lidt om den jyske vestkyst, bortset fra at her er vilde klipper det meste af vejen. Masser af restauranter med alt fra hvalbilleder på siden til store bronzeskulpturer af dyret, så det er ikke svært at regne ud hvad hovedmenuen er, eller hvad de lokale mener om forbud mod hvalfangst. På østsiden er der flere strande, og dér holder surferne til. Undervejs ser jeg også flere og flere af - hvad jeg senere finder ud af rent faktisk ER - pilgrimme. Der er en rute med 88 templer på Shikoku, og der er åbenbart noget specielt fedt ved at besøge dem alle. Det tynder ud dog blandt tempeltripperne da strandvejen efter lidt over hundrede km hører op, og blir til almindelig to-, så fire- og til sidst sekssporet vej.

-

Tid til turens tredje olieskift, og jeg konstaterer samtidig at alle bolte og møtrikker stadig sidder stramt som de skal. Nimbussen har virkelig artet sig vel. Bogstaveligt talt ingen tekniske problemer, som før nævnt billig i benzin, og tilmed behagelig at køre selv når vejen har været af tvivlsom kvalitet. Om vippearmene eller baglygten har været det største trækplaster ved jeg ikke, men responsen har været god hele vejen igennem, og jeg har ikke tal på hvor mange ikke-motorcyklister – fra hotelejere til tankfolk – som har taget billeder den og mig, og som jeg har taget billeder af mens de sidder på maskinen. (Japanerne elsker det der fotoshow). Jeg kunne også have sparet mig alle bekymringerne om hvorvidt den måtte køre herovre uden blinklys, eller om den skadede fælg fortil skulle have været skiftet. Ingen politifolk har sagt et ord om maskinens eventuelle lovlighed - vippearmene har vel distraheret – og med de hastigheder jeg holder mig er fælgen såmænd god nok.

-

Jeg hopper på betalingsvejen, over en bro og tager hele næste ø på en højderyg, med smuk udsigt til den nedgående sol over havet. Ved nu ikke om jeg ville have nydt det lige så meget, hvis jeg havde vidst hvad de ville tage i betaling. Det afskrækker mig nu ikke fra at hoppe på en expressway hele vejen op til Kyoto, hvor jeg har booket mig ind på et virkelig spøjst lille herberg, som jeg blev anbefalet i Beppu. Expressway'en er en oplevelse i sig selv, for den går gennem forsmagen på det område, som William Gibson i sine sci-fi romaner kalder 'The Sprawl': Et stort sammenvokset byområde, der strækker sig fra Tokyo og hele vejen ned ad Japans sydkyst. 60-70 km ad mangesporet motorvej, parallelle motorveje, over- og undermotorveje, med monorails som snor sig frem og tilbage over dem - lange oplyste tunneller hvor en uendelig strøm af lastvognstog med blanke aluminiumssider og gule, blå og grønne lys overhaler på begge sider - lige så blanke støjskærme der kurver ind over os, ialt en timelang scene der minder om den sidste del af 'Rumrejsen år 2001' - og med et mylder af skilte som gør, at jeg mirakuløst nok kommer til ind til det rette sted i Kyoto på rekordtid. 350 km blir det til idag, turens hidtil længste dagsrejse, hvis man ikke regner København-London-Tokyo med.

-

På herberget 'Taro Cafe' falder jeg i snak med den ene af de tre japanere på tamami-måtterne i foyeren. Hun er en fattig studerende, som efter otte års engelskklasser har nået et niveau hun antagelig vil kunne rejse udenlands med. Jeg inviterer hende på engelsklektion og aftensmad, mens jeg får en til at finde de gode ting frem på menukortet i en nærliggende, udmærket restaurant. Nogen af Jer har jævnligt græmmet Jer over min hang til kirsebærøl, men vid at en let alkoholisk melonsaftdrik heller ikke er at foragte. Kampai!