29-10 - Det lækre hotel, vulkanen og tilbage til 50'erne

En som forventet overdådig morgenmad venter i restauranten, og godt det samme. Hvis onsen'ens elektroniske vægt er lige så nøjagtig som den på posten, har den japanske spisestil fået mig til at tabe 5 kg siden jeg ankom. Pålæsning, start og idag den første hele dag udelukkende med gode veje. Stopper lige ved et entreprenørfirma på vej ud ad byen, for jeg vil have navneskiltet fra foran på en af deres udrangerede Hino lastbiler. Tilbyder 1000 yen, men det kan ikke lade sig gøre. Mens jeg prøver at forhandle en rimelig pris på hele lastvognen, kommer tre sportsmaskiner vrælende forbi – det er første gang jeg ser nogen køre den slags maskiner som de bør køres. Nå, det med skiltet lader sig stadig ikke gøre, men til sidst følger jeg en af firmaets ansatte ud til en skrotplads, hvor en masse lastbiler er kørt til de evige rismarker. Jeg skruer min souvenir af et af vragene, gratis, og kører glad derfra som en glad mand.

-

Et langt stræk på en normal lækker vej, og så blir det – whoa! – en bred trafikfri vej og 60-80 km/t sving en 20-25 kilometers vej. Den har tilmed de sjældne stiplede linier, så jeg på utypisk lovlig vis kan æde de få biler, der ligger i vejen. 40 km/t skiltet ved vejens start kan højst gælde de første par kilometer, og Nimbussen får for en sjælden gangs skyld lov at strække ud, så meget jeg tør med al bagagen bagude og et fladstålsstel der nu engang er som det er. Til det sidste Nimbus årstræf pegede en fynsk Nimbusforhandler på en smule rust, oppe hvor kronrøret er nittet fast – et tydeligt tegn på at det trænger til nye nitter, og derfor flexer mere end det egentlig burde.

-

Dagens hovedattraktion er et vulkankrater på størrelse med Als. Det er 100.000 år gammelt, nu bebygget og med jernbaner og veje, omend en af de fem mindre vulkaner indenfor væggene stadig er aktiv, og gør at områder af og til spærres af, hvis de giftige dampe går den forkerte vej. Der er fredeligt idag, og smukt, så alle andre er også ude og køre søndagstur i området. Jeg stopper et sted hvor der allerede holder tre Ducati'er, og blir ignoreret fuldstændig det kvarters tid det tager at spise min frokost, men jeg har efterhånden vænnet mig til det. Et stykke vej længere fremmer slår jeg følge med et halvt hundrede motorcykler, der synes at være på vej hen et sted. Et par vandbøfler er blandt dem, og flere af Kawasakis BSA-kopier.

-

Sidevejen går gennem et område der nærmest ligner klitterne ovre i Vestjylland, bortset fra at de ligger på et plateau med udsigt over det enorme krater jeg lige er kravlet op af. Vi standser ved noget der vel svarer til Malerklemmen, og her blir Nimbussen fotograferet og filmet fra før jeg stiger af den og til jeg kører igen. Der er en skønsom blanding af mc'er, fra 350 cc Kawasaki totaktere med tre racerpotter, til en særligt vulgær Boss Hoss med sidevogn. Henover stedet kommer også tre ultralette brummende, de første privatfly jeg har set her i landet.

-

Tilbage til hovedvejen, og op over endnu en nationalparks kolde, kolde 1320 meter pas, i snegletempo pga. trafikken. 50.000 søndagsbilister kan ikke tage fejl; det er en lækker vej, og jeg ser nu for alvor efterårets farver på hele bjergsider. Det kommer jeg sikkert til at se en del af fremover, nu jeg kører nordpå igen. Til sidst er jeg tilbage i Yufuin hvor motorcykelmuseet ligger. Tramper ind for at få en nødvendig kop varm the, og mødes af Mr. Iwashita, som ejer stedet. Han vil se den 2. Nimbus i sit liv, før der kan blive tale om servering.
-
Efter at have læsset mit habengut ind i 'Rider House' togvognen, spørger jeg om nogen kender en rigtig god restaurant i nærheden. Ork jo, og de har allerede aftalt at jeg skal med de ansatte og den tilstedeværende familie skal ud at spise sammen. Fint nok, den slags sjanghajning har jeg jo efterhånden gode erfaringer med. Det tegner rigtig godt, det her. Alle syv tager sammen ind til Beppu, 24 km og 138 sving derfra (talte dem på vejen hjem, for flokken taler næsten kun japansk denne aften). Iwashita-san, som lever af at producere dele for Honda og Mazda, og iøvrigt har omkring 500 motorcykler, er en bedre forretningsmand end bilist. Så det er med nogen lettelse jeg træder ud af hans bil nede i selvsamme luderkvarter, hvor jeg prøvede at finde et bestemt værtshus for et par aftener siden.

-

Folk kommer næppe på 'Hitparade Club' for buffet'ens kulinariske niveau. Sort/hvide billeder af alle fra Scarlett o'Hara og frem til Elvis den Yngre præger væggene. Vores loge ligger på Sunset Blvd., tjenerne har Brylcreme-bananen, og farverne er nænsomt holdt i DDR-mørkebrun. Kun en enkelt nummerplade fra Hamborg bryder det amerikanske nostalgi-look, men hvad; den er fra udlandet. Vi når da også kun lige at få tygget færdig, da et orkester med sangerinderne i strutskxrter tropper op og spiller 50'er og 60'er musik. Havde jeg spottet John Travolta og Uma Thurman twiste ude på det ternede gulv, var jeg kun blevet mildt overrasket.

-

Det lyder værre end det er, for orkesterets otte medlemmer ved faktisk hvad de gør. Blandet med det lidt absurde i at høre 'Don't be cruel' og andre klassikere sunget enten med stærk japansk accent eller ligefrem på lokalsproget, er det her ret så underholdende. Lige som i Tepui Bar for et par uger siden, er publikum også en del mere oppe at køre end et tilsvarende dansk ville være en søndag aften. Dansegulvet spækkes i løbet af de tre sæt, og som ofte før ser jeg det gamle og det nye Japan på een gang, for hip-hoppere og folk i kimonoer og med samurai-hårstil – og en enkelt transvestit - danser med hinanden, klapper og skråler løs.