27-10 - Kamikaze fredsmuseet....

Guidebogen beskriver Kagoshima som 'Japans Napoli'. Uden at have været i Napoli, forestiller jeg mig at italienerne kunne blive en kende fortørnede over sammenligningen. For meget beton, og et stort rødt pariserhjul over hovedbanegården. Ikke at byen ikke er hyggelig sammenlignet med nogen af de andre jeg har set herovre, for der er mange arkader, gode restauranter, designerbutikker, overdækkede fortove og gamle sporvogne. Heraf mindst een afsindig reklamevogn der kom kørende i går aftes, som en lykkehjulsbod der var stukket af fra sit omrejsende Tivoli.

-

På vej til 'The Peace Museum for Kamikaze Pilots' syd for byen ser jeg et buddhist tempel, og forvilder mig derind en times tid. Det er ikke kun den flotte moderne bygning, eller den 7-8 meter høje Buddha af træ der sidder i skrædderstilling på et podie midt i rummet. På vej ud insisterer damen ved indgangen at jeg også ser hvad kælderetagen rummer af vaser, statuer og vævede billeder. I går skrev jeg noget om ikke at være så tændt på templer, men jeg må overgive mig. Den samling tager vejret fra mig. Mest traditionelle billeder, selvfølgelig, men her og der også noget der næsten kun kan beskrives som fotorealisme i vævet silke.

-

Længere inde i landet finder jeg nu det kombinerede freds- og kamikazemuseum. Hvordan man lige får ønsker om fred og harmoni for alle verdens folk - som det står hugget i sten udenfor - til at gå sammen med en hyldest til de unge selvmordspiloter, bliver jeg ikke klogere på for alt undtagen en lille folder er skrevet på japansk. Som ofte før står der skrevet 'game over' henover min pande, med japanske skrifttegn.

-

Men de flere hundrede billeder af disse dødsdømte unge mænd (ikke alle var frivillige) er noget forstemmende, omend de fem udstillede jagerfly opvejer det en smule. Kreperligt nok må man ikke fotografere derinde, så billedet af et vildt korroderet Zero jagerfly, man fiskede op af havet for nogle år siden, er taget udefra, gennem ruden.

-

En hurtig tur gennem en samurai landsby afslutter dagens sightseeing. Stedet er et slags frilandsmuseum, hvor folk rent faktisk bor. Bortset fra en solfanger eller to på tage rundt omkring, ser det såmænd ganske autentisk ud. Det viser også hvor lidt japansk indretningstil egentlig har ændret sig, med det enkle og harmoniske i højsædet. Tilbage er der kun at nyde udsigten over på den anden side af strædet jeg krydsede i går, hvor vulkanen Sakurajima ryger løs, og endnu en gang at standse og snuse til trælugten fra en tømmerhandel. Der er andre sorter her, med helt andre dufte.

-

Jeg har været her knap en måned, og synes at være faldet ind i en god rytme mht. hvordan jeg tourer og hvordan min interaktion med de lokale er. Alligevel oplevede jeg i formiddags en irritation over ikke at kunne 'læse' folk, og især over at de har så svært ved at forstå ting jeg gør mig rigtig megen umage med at forklare på en enkel og pædagogisk korrekt måde. F.eks. med tegninger, eller ved at tage en ting jeg ønsker at købe, og hive penge frem. Godt at der gik fire uger før det skete, og godt at jeg udmærket ved det er mig som er trængt ind i deres univers, og ikke omvendt.

-

I modsætning til da jeg besøgte USA, og logisk nok havde nemt ved at forklare eller få forklaret ting, er jeg denne gang virkelig kun en observatør. Vil jeg vide noget om deres solfangere eller vindmøller eller motorcykler, for bare at tage nogle relevante eksempler, har jeg en 0,5 % chance for at finde en, der blot kan forstå mine spørgsmål. Jeg tror ikke det havde hjulpet med at have lært en smule japansk hjemmefra, for det ville også have været lige så primitivt og ubehjælpsomt som de lokales engelske. Min lommeparlør klarer glimrende de mest almindelige ting mht. mad, hotel og almindelige høfligheder som goddag og tak.

-
Må se at få opsporet nogle af de folk, der guider turister rundt, specielt med henblik på at træne fremmedsprog. Hvem ved, måske nogen endda vil forsøge sig med dansk. Lodglod med Frode....