26-10 - Aber, surfere og mc-strømere

På vej ned til morgenmad møder jeg Graeme, en englænder der har valgt at tage Japan rundt med tog. Hestehale, ligner min nabo Erik Siggaard lidt, men er mc-forhandler i stedet for pædagog. Engelsk-fixet over morgenmaden er reddet, og en mand hvis internetadresse starter med Z13 kan vel ikke være helt umulig. Han har haft dem siden han var 19 år gammel, siger han. (Note til ikke-mc-folk: En Kawasaki Z1300 er for motorcykler hvad salig Brutalis var for fred og harmoni i dyreparker). Jeg fortæller ham om mc-museet og det kamikaze-museum jeg skal se i morgen, for det lader til at han vil følge mit spor rundt på Kyushu med et par dages forsinkelse. Han anbefaler mig til gengæld at se den bydel i Osaka, der skulle have inspireret Ridley Scott til at filme Blade Runner som han gjorde.

-

Og så er det sydpå, langs kysten, fem timer ad snoet underskøn vej, med grønne bakker på højre side og Stillehavet på venstre. Den bliver bare ved. Flere og flere slags palmer, til sidst også kaktus. Jeg er løbet tør for superlativer, så tag mit ord for at den er bedre end nogen andre veje jeg hidtil har oplevet, pånær et par steder i USA. Flere steder ser man surfer-dudes og dudettes, nemme at spotte derude når endnu er surfbræt flyver i vejret mens ejeren bankes under vandet af en bølge. 15 min. olieskift i en lille flække, videre på paradisvejen.

-

Et par modkørende mc-strømere imponerer mig først ved hvor hurtigt de får vendt og indhentet mig, dernæst ved at insistere på at tage et billede af mig og den ene af dem til mit album af feriebilleder. Jeg har ellers lynhurtigt fisket alt frem – pas, forsikringspapirer, dansk lægeerklæring, kopi af samme, japansk oversættelse, normalt kørekort, internationalt kørekort - så de har så meget som muligt at forholde sig til. Men der er som sædvanlig overhovedet ingen problemer, så jeg kunne have sparet mig al den paranoia hjemmefra.

-

Dusinvis af skræntflyvende rovfugle holder til her, og et sted render nogle aber over vejen. Når dog ikke at tage billeder før de er flygtet, for de er om muligt endnu mere sky end landets andre primater. Standser også ved et gammelt shinto tempel, for det er alligevel frokosttid. Adskillige hundrede trin ad op og ned ad ujævne stentrapper bringer mig ind i tempelkomplekset, der er komplet med munke (eller præster, f*** should I know) og en hoben boder med lykkeamuletter m.m. Junglen trænger sig på her, og det lyder som rent Bounty-land derindefra.

-

Nu er jeg ikke specielt tændt på templer og skrin, måske bortset fra at jeg værdsætter deres arkitektoniske kvaliteter (på det punkt imponerer Kyushu ellers ikke), men dette sted har heldigvis en ekstra funktion: Jeg følger nøje de lokales eksempel ved at lægge penge i trækasser hist og her, bukke foran templet og klappe to gange, og siden ved at smide sten ned i en hulning på en klippe nær havet. Det første skulle hjælpe en få ens ønske opfyldt, og det næste sætte turbo på det første ønske, og hey – prøv bare at bevise at det IKKE virker. På den anden side var jeg så optaget af at udføre ritualet rigtigt og smide stenene i hulningen, at jeg glemte at ønske, hvorfor pengene alligevel må betragtes som spildte.

-

Fem timer senere, allernederst på halvøen, blir vejen mindre, og snor sig mere op og op indtil – aaargh! – den yderste halvdel er skredet i havet et par hundrede meter nede. Jeg vil sagtens kunne køre forbi på det stykke der er tilbage, men vejvæsenet har spærret af, så selv en fodgænger skal have bjergbestigerudstyr med for at komme videre her. Jeg hader at 'backtracke', at bevæge mig ad samme vej tilbage. Nuvel, udsigten er jo rånydt een gang, så de 8-10 km tilbagetur foregår til den hyggelige lyden af fremflytterfodhvilernes skraben. En rovfugl krydser højst 5-6 meter lige over mig, med en død gnaver i kløerne, og siden render endnu en flok aber over vejen. Derefter går det over bjergene, pga. en velkommen fejlnavigering på en 2. gearsvej, og siden af en normal hovedvej et par timers tid.

-

En færge tager mig til Kagoshima på Kyushus nederste, vestlige del, hvor jeg efter tre kvarters roden rundt omsider lokaliserer et lille hotel LP guiden anbefaler. Foyeren lygter af kat, der er ingen bad på værelserne og mine vanderstøvler skal af ved indgangen. Men det er billigt, japansk indrettet med tamamimåtter og neonlys, så stedet har i det mindste lidt mere personlighed end de andre 'ryokans' jeg har boet på. Og som John Travolta sagde i Pulp Fiction; "Personality goes a long way".