23-10 - Mc-museet The Iwashita Collection, Rider House konceptet og den første 'Onsen'

Det er tørt vejr og til at begynde med solskin næste morgen, så jeg behøver ikke tage imod hverken Triumphmanden Kejis eller Chicara Nagatas tilbud om at hænge ud hos dem til det blir kørevejr igen. Efter morgenmad med Keji, og adskillige fotos og poseringer med butikkens tidlige kunder, leder han mig ud af byen. Jeg skal østpå til The Iwashita Collection, der skulle være et af Japans større motorcykelmuseer. De første 1½ time gør det gennem samme grimme slags omgivelser som i går, men lige med eet skifter det til de bjergveje jeg allerede er blevet så forvænt med. Der er næsten heller ingen lastbiler, hvorfor jeg er kun lyst gråhåret da jeg når frem til museet yderligere 1½ time efter ("He was ugly and he knew it").
-
Et lille problem jeg efterhånden har med fly-, bil- og mc-museer, er at jeg som regel har set ret meget af det før. 'Jaded', som det hedder på engelsk. Her er der dog tilpas mange for mig helt ukendte motorcykler, på stedets førtse sal, og Iwashita-san har brugt hele underetagen til en spøjs samling af – tja – alt: Lokale filmplakater, japanske Beatles singlecovers, telefoner, et lille aflukke med div. Steve McQueen ting, kroppen af en amerikansk F-86 Sabre jetjager, en halvtredser Cadillac, legetøj, jukeboxe, Princess Diana dukker og de lokale guder må vide hvad ellers. De lokale taxichauffører bruger museets stilfulde cafe som hangout, og synes specielt glade for Seeberg jukeboxen med 50'er til 70'er rockklassikere.
-
Hvad de tohjulede angår, er Ducati Apollo den mest interessante. Maskinen var den amerikanske Ducati-importørs ide, og han var med til at finansiere udviklingen af den 1200 cc store V4. På det tidspunkt havde de fleste politistyrker i USA en nedskrevet regel om at deres maskiner skulle have v-motor og 5x16" dæk, hvilket efter Indians konkurs i realiteten udelukkede alle andre end Harley-Davidson. Motoren på dette ikke just elegante skrummel var en realtivt simpel konstruktion, idet man blot have koblet fire separate cylindre og topstykker på en fælles blok og krumtap. Den blev droslet ned først fra 100 hk til 80, og derefter yderligere ned til 60 hk, for ingen af den tids motorcykeldæk kunne håndtere dens mange kræfter. Det forblev ved dette ene eksemplar, som af uransaglige årsager er havnet på den anden side af kloden.
-
Der står også en ret sølle udseende Nimbus i samlingen, gemt væk bag en trappe, samt mange lokale mærker jeg aldrig har hørt eller læst om. Ikke at det kan undre – Danmark har haft omkring 60 forskellige mærker, men de færreste i Danmark kender til andet end Nimbus og Elleham. Jeg tager masser af billeder af teknisk interessante løninger eller usædvanlige designs, og stedets to trehjulede motorcykler ser jeg også meget længe på. Der var jo lige det med det trikemuseum jeg godt kunne tænke mig at opspore, og hvad er mere naturligt end at spørge museets ejer om han kender til et sådant?
-
Ejeren dukker kun op i weekenden, beklager pigen i billetsalget (og bag baren). Hun synes til gengæld det er fedt at jeg kommer på en Nimbus bobber, viser billeder af den og mig fra en-eller-anden website tilhørende nogen der også var til veterantræffet. Så tager sine egne hun billeder af mand og maskine og skal selv knipses på motorcyklen. Hun kender desværre ikke noget til museer eller samlinger specielt for trehjulere. Men der er et bilmuseum en kilometer længere nede ad vejen, som har nogle stående, husker hun. Solgt til herren med det lysegrå dieselhår.
-
Byen Yufuin er et gammelt kursted, og en del af den er så 800% overturistet at det er underholdende i sig selv. Bilmuseet i dette turisthelvede er lille, ok til prisen, og har som lovet et dusin forskellige trehjulere holdende rundt omkring. Ligesom motorcyklerne det første sted er ikke alle tingene i specielt god stand. Jeg køber mine postkort, starter Nimbussen, og triller op til mc-museet igen. Pigen her fortalte at den gamle togvogn ved siden af hovedbygningen er et 'Rider House', hvor motorcyklister kan overnatte gratis. Der er to senge, varme tæpper, soveposer, liggeunderlag, mikrobølgeovn, radio, aircondition og håndvask. Det er næsten for godt til at være sandt. Rider House ideen er ret udbredt på den nordlige ø Hokkaido, men der er altså ved at komme et par stykker hernede også.
-
Museets anden ansatte støder til, de viser mig til rette i togvognen, og tegner til sidst en detaljeret kort over hvor i byen jeg finder et udmærket billigt 'onsen' – et af Japans utallige bade med vand fra varme kilder. Som jeg så kører ned til efter at have tastet på laptoppen et par timer. Det er ikke nær så skægt som boblebadet på færgen til Polen sidste år, for da stod den på grænseoverskridende selskab og fadøl ved bassinkanten, men for fem danske kroner får jeg stadig rigeligt for pengene. Det her skal helt sikkert prøves igen, og ofte. Tilbage i togvognen mikrobølger jeg lidt aftensmad, som indtages med to kuglepenne, for jeg glemte at få spisepinde med da jeg købte ind. Det lader sig sagtens gøre hvis man er motiveret nok.
-
Før jeg går til ro, vil jeg følge den lokale skik og have en lille gave til klar til mine værter, så jeg sidder til klokken halv to og – hold fast – fletter julehjerter. Der er grænser for hvor mange kg Toms pålægschokolade jeg kan slæbe rundt, hvorfor jeg måtte finde på noget andet specielt dansk at dele ud af.