17-10 - Nordsiden og Det Japanske Hav

Kommer for sent op igen, for stedets amerikanske bøger om klassiske dragracere og tressernes Indy-racere – kendt som 'The Dinosaurs' – holdt mig oppe til midnat. Finder derefter ned til Tomei Expressway, for jeg gider ikke se så meget som en meter af Hwy 1 idag. Og ender omgående i en motorvejskø der tromler afsted med 30 km/t, men nu til en krone pr. kilometer. Bugger all. Den aftager efter en time, og med mere rimelige 70 går det nord- og vestpå. Da jeg 106 kr. senere hopper af den igen er landskabet som forandret; rismarker, langt mellem huse, veje som med hjemlige alen ville være rimeligt trafikerede, og her virker næsten tomme. Det var teorien at trafikken heroppe ville være mere tålelig, for det meste industri og beboelse ligger på sydsiden. Der er stadig masser af lastbiler, men skal jeg absolut svines til i dieselos, kan det i det mindste ske i smukkere omgivelser.
-
Intet er så galt at det ikke er godt for noget; ved sidste optankning kunne jeg regne mig frem til at det beherskede tempo får Nimbussen til at gå imponerende 25,4 km/l, mod normalt 19-20 stykker. Dertil kommer at man kun betaler knap syv kroner for en liter 'gasorin' (et af de mange låneord hvor japanerne er kløjs i det med 'l' og 'r'). Lige efter tankning blir jeg stoppet af politiet, der gestikulerer at jeg skal have hjelmen på hovedet fremfor på sidetasken. Der var nogle af hans kolleger der råbte noget sikkert tilsvarende efter mig i går, men jeg gad godt se den bil-strømer der kan lave en succesfuld eftersætning af en motorcykel på førnævnte Hwy. 1. Anyway, hende der oversatte min lægeerklæring til kanji havde ikke en grusom sans for humor, for politimanden rækker mig papiret tilbage, smiler og gør honnør.

-

Hovedøen Honshu er kun omkring 100 km bred på dette sted, så efter halvanden time ser jeg Det Japanske Hav foran mig ('Japan Sea' – hvad hedder det egentlig på dansk?). Luften er friskere, og det er køligere, ifølge termometrene langs vejsiden 24 grader. Det første jeg bemærker er hvordan en mere traditionel byggestil dominerer alle steder undtagen i trafikknudepunkterne. Det er de sorte tagstenskonstruktioner – undtagelsesvis en stærk blå – der fanger. En del har anbragt grumt udsende djævlefisk for enden af hver tagryg, noget jeg må huske at spørge en af mine kommende værter om. Ligeså med de uelegante solfangere, som mange har på taget. Og der er gravpladser over det hele, i varierende størrelser. I modsætning til Egyptens faraoer, har man her været praktisk og valgt et noget mindre design, så enten er alle begravet stående eller i form af aske. (Det er ikke en joke – jeg ved at i Hong Kong begraves mange lodret...).

-

Jeg forlader kysten igen, og kører nu op over bjergpas og langs floder til klokken syv om aftenen. Landskabet er virkelig lækkert, især i slugterne, hvilket ethvert forsøg på at fotografere vil gøre det uret. Så bare tag mit ord for det. I et forsøg på at skyde genvej kører jeg så ad en ret fantastisk bjergvej, som Urdu-holdet ville have nydt at flå i små stykker. Bedre/værre end nogen af dem vi kørte på i Tjekkiet, omend det midterste stykke over et pas må klares i første og andet gear. Det er knageme nyt for mig at skulle motorbremse i første gear ned ad bakke, men sjovt er det nu alligevel. Vejen er sine steder blot to meter bred, så her i tusmørket er jeg meget glad for Nimbussen H4 lys. Og glad for at det ikke er her Bambis japanske fætter hoppede ud foran mig, men lidt tidligere hvor vejen var bred, og det endnu var lyst.
-
Det var meningen jeg skulle have fundet en campingplads på dette sidste stræk, men jeg må have overset dem igen, så jeg tjekker istedet ind på et tarveligt hotel nær en motorvej. Må se af få rykket døgnrytmen et par timer den ubehagelige vej, eller blive bedre til at spotte pladserne. Aftensmaden er derfor af den billige slags, hentet i en døgnkioskagtig kædebutik. Det er reglen indtil jeg kan komme ind og tjekke min konto på netbank igen; enten sover jeg godt eller også spiser jeg godt. I butikken ser jeg også Haagen-Dazs is i to for mig nye variationer; grøn te, og sort sesam. Udenfor balkonen larmer fårekyllingerne – denne gang de ægte af slagsen – omkap med trafikken fra byen, og jeg er mørbanket, men tilfreds med dagens distance.