21-10 - Første veterantræf

På slaget otte starter en flok håndværkere arbejdet, bevæbnet med slagbor, på stilladset lige uden for mit vindue. Således power-vækket gør jeg på halvanden times tid Nimbussen lidt mere præsentabel, mens en flok teenagepiger i skoleuniform kigger på fra den anden side af gaden. Skole- og selv børnehaveuniformer er reglen her. Det er høfligheden også – da tre rollinger krydsede gaden i et forgængerfelt forleden, standsede de og bukkede i alle tre retninger for os der var holdt tilbage for dem.
-
Dagens etape er på små 25 km, til en endnu mindre ø endnu længere ude, tilbagelagt på veje der mest af alt minder om dem på græske øer. Bortset selvfølgelig fra at alting er smukt grønt her, istedet for brunt afsvedet. Over endnu en betalingsbro, og nede ved havnen ser jeg den lokale BMW klub igang med at sætte boder og baldakiner op. Jeg bydes velkommen, og glæder mig til at se hvornår de andre gamle maskiner ankommer. Der går et par timer. Emailen havde sagt at nok omkring 50 klassiske maskiner ville møde frem, men ok, lidt har også ret.
-
Det har en hel del mindre vel også, for kun ialt 15 egentlige klassikere bliver det til, hvis man regner en Katana, en XS650 og en 70'er-peppet Z900 med. De andre 30-40 stykker er moderne motorcykler, mest BMW'er. Nå, beep det, jeg skulle alligevel til Kyushu for at opspore chopperbygeren Chicara Nagata, og derefter besøge landets angiveligt bedste mc-museum.
-
Og folkene her er såmænd flinke (een taler engelsk), manden med guitar og On Any Sunday t-shirt lyder også fin nok, og da klassikerne er tjekket færdige for femte gang, er der en stak sportsvogne at falde tilbage på. En Shelby Cobra og en Mercedes fra først i 60'erne topper denne samling. Mest spændende for mig er en Rikuo, som stort set er en japansk kopi af Harley's WLA, men med en mere moderne forgaffel. Samme årgang som jeg selv (1941 red.), og også med lidt patina. Som ret mange af de andre fremmødte er ejeren klædt i amerikansk militærtøj.
-
Mit lille bidrag til underholdningen er – supplies - at starte Nimbussen ti gange eller så. Flere af de gange jeg den sidste uges tid har mødt andre mc-folk, har de til at begynde med ignoreret mig totalt, for først efter 5-10 minutter at begynde at kigge og tage billeder med mobilerne. Denne blufærdighed eller hvad det nu end er, opleves naturligt nok ikke her, tværtimod – folk roder med gearstang, bremser og kontakter, uanset om jeg står ved siden af eller ej.
-
På et tidspunkt dukker mc- og formel 1 (begge dele Honda) racerkøreren Kunimitsu Tagahashi op, signerer t-shirts, benzintanke, biler og endda en bog om moderne japanske choppere. Han holder talen om aftenen, som jeg selvfølgelig ikke fatter en bjælde af, men de andre synes godt underholdt. Selv benytter jeg chancen for at negle lidt elektricitet til pc'en, nu jeg alligevel ikke har andet at tage mig til end at opdatere dagbogen. Laptoppens gamle slidte batteri holder ca. 25 minutter, så der ville ikke være meget ved at skrive den i teltet.
-
Bemærkede iøvrigt de første moderne vindmøller idag, 6-8 stykker oppe på en af bakkerne. Det blæser ikke så lidt her, hvorfor teltet er sikret med samtlige medbragte pløkker. Bemærkede også størrelsen og mængden af de gul/sort stribede edderkopper, der holdt til overalt omkring shinto skrinet på en høj lige ved siden af mc-pladsen. Hvad andet kryb jeg kan møde derude er ikke godt at vide. Jeg har set to giftige tusindben, og über-edderkopperne har allerede overrasket mig et par gange. Ikke at de er farlige for mennesker – ifølge en af vennerne med erfaringer herovrefra er det de små, som man ikke når at se, der er giftige.
-
Den dyre afdeling (BMW Owners Club of Japan) inviterer mig på aftensmad – sashimi; rå fisk i skiver, inkl. politisk ukorrekt hval – på det hotel de har invaderet nogle kilometer fra pladsen, så omsider får jeg trænet de forskellige ritualer mht. bordskik og den slags jeg er blevet indskærpet hjemmefra. Det går vist udmærket, måske til dels fordi vi stadig dårligt kan tale med hinanden. (En sidebemærkning; Tofu er noget sojabaseret føde, som de lokale betragter som en delikatesse. Mig minder det mere om hvordan ens hjerne ser ud, efter man har lyttet for meget til The Voice). Desværre fik jeg ikke printet mine visitkort i tide, hvilket ville have været smart her, hvor alle giver mig deres.
-
Siden havner jeg i et rimeligt fordrukkent & larmende selskab hjemme på træfpladsen. (Megabrandert-san: 'My........father.......kamikaze......pilot'. Mig: 'Oh rearry? How many missions did he fry?).