20-10 - Ad 'Urban Expressway' til øen udenfor øen

Jeg har altid været glad for tunneller (jeg ved det - hvad ville Freud ikke have sagt?), men 3½ km sikkert ikke-ventileret kørsel under Kyushu strædet er i overkanten. Det blir derfor betalingsbroen og siden sammenlagt 150 km ikke specielt dyr 'Urban Expressway' i 4-5 bidder, som regel på stylter henover byerne. Samt lidt underskøn bjergkørsel, og et langt stykke i det første ikke-bebygget fladland jeg endnu har set på turen. Der er måske 3-4 kilometer ud til bjergene på hver side. Ikke særligt spændende, bortset fra nogle custom car shops undervejs.
-
Det er gråvejr, men selv om jeg pga. den manglende sol mister orienteringen et par gange, er jeg på rette vej. Det var en god ide at tage et kompas med.I går aftes rodede jeg rundt på nettet tre timers tid, i endnu et forsøg på at lokalisere forskellige hotrod- og chopperfolk. Og læste en del i Lonely Planet om alle de andre ting jeg også gerne vil se herovre, som f.eks drypstenshuler, hvis der ellers er nogen. Det er først i dag det rigtig er dæmret for mig, hvor allerhelvedes stort det her land er, og hvor lidt af det jeg kommer til at se.
-
På de mindre trafikerede stykker filosoferer jeg over hvordan Japan reelt allerede er tosproget: Langt de fleste butikker, virksomheder, spillehaller, hoteller m.m. har et engelsk navn, alle bilnavne er med latinske bogstaver, og de fleste vejskilte og orienteringstavler står som tidligere nævnt skrevet både med japanske tegn og på engelsk. Eller amerikansk, om man vil. 'Hotel Lady Love', 'Nuclear Emergency Response Center' (!), 'Insect Village Batu' osv. At folk sjældent taler et brugbart engelsk eller forstår hvad jeg siger, men til nøds kan forholde sig til det i skriftlig form, er en anden historie. Jeg har lært at formulere mig i meget simple vendinger.
-
Da jeg når ned til turistinformationen i Hirado, på en ø ud for den nordøstlige ende af Kyushu, kender de overhovedet intet til det mc-arrangement som skal holdes i nærheden i morgen, men henviser til et mc-museum på øens østlige side. Oh dear, beskeden fra den japanske BMW-klubs formand for et par måneder siden var lidt ubehjælpsomt formuleret, og han nævnte rent faktisk også dette museum. Er der noget jeg ikke har brug lige nu, er det yderligere seks timers bjergkørsel, i mørke. Og grunden til at jeg tog den fra Tokyo og hertil så hurtigt som muligt (og uden at kede mig ihjel på motorvejen) var ene og alene disse veteran-motorcykler.
-
Bekymrede opringninger til både museum og BMW-mand opklarer pga. sprogbarrieren intet, hvorfor jeg kontakter en af Indian-folkene i Tokyo, og spørger om han kan rede trådene ud. Tyve minutter senere kan jeg ånde lettet op, finder et Ryokan og dekorerer – ligesom Philip Starck gør med sine designting når han rejser – rummet med mit rod, så jeg kan føle mig hjemme. Som sædvanlig har jeg rigeligt med, men bortset fra det gode, store telt, der mageligt kunne have været erstattet med det lille 175 kroners telt fra Jysk Sengetøjslager, synes der dog ikke at være for meget. Pånær måske den rulle afspærretape fra mc-bladet MCM, der dukkede op i min jakkelomme. Der er egentlig kun een ting jeg savner; min mc-anhænger, for bobberen ville se bedre ud uden oppakning.
-
Hirado har en interessant fortid som en af de første handelsbyer med vestlig kontakt og indført kristendom. Europæerne blev strittet ud med jævne mellemrum, og de omvendte kristne korsfæstet, men i det store og hele klarede byen sig udmærket pga. kontakten udadtil. Nu er den en hyggelig turistflække, så hvor autentisk aftenens restaurant – fifty/fifty Kurosawa og Christiania – egentlig er, tør jeg ikke gætte på. I går var der råvarer og flammer mellem mig og kokken, her er det et bassin med frit svømmende aftensmad samt en smal bro, der adskiller mig fra det arbejdende folk.