15-10 - Mt. Fuji - Tokyo slipper sit greb

Maskinen står pakket og klar til afgang. Klokken f..... elleve. Det er f..... fire timer senere end planlagt, og f..... to en halv senere end realistisk. Det er første gang jeg kører Nimbussen med så megen oppakning, men den klarer da bytrafikken hen til betalings-ringvejen et par km derfra. Burde virkelig have taget anhængeren med....Jeg sætter så yderligere en time til på at tage en forkert afkørsel et sted, og havner lang fanden i vold syd for den motorvej jeg ville have sparet tid på.

-

Min dagsration af motorvejspenge er hurtigt brugt op, hvorefter det går ad en almindelig to/firesporet hovedvej gennem mere endeløs forstad. Det går rimeligt fremad, omend sjældent i højeste gear, for halvdelen af Japan er også ude at køre søndagstur. Jeg forstår hvorfor myndighederne gør det næsten umuligt at få synet biler der er mere end nogle få år gamle. Med så forkrampet et vejnet, uden rabatter eller andre frakørselsmuligheder, SKAL de bare være driftsikre.

-

Dagens mål er Japans højeste bjerg, Mount Fuji, vest for byen. Først da vejen begynder at veksle mellem broer og tunneller, og de grønne bjergsider tårner sig op til højre og til venstre for mig, føler jeg at storbyen giver slip på mig, og jeg virkelig er kommet afsted. Jeg når bjergets fod klokken tre, og så går det ellers deropad. Til at starte med i tredie, så i andet og af og til i første gear. Jer fra Urdu Racing ville have elsket denne strækning, for trods 40 km/t fartbegrænsning (og 50 på alt andet end de betalingsveje jeg brugte), kører de fleste mc-folk som vejen indbyder til det.

-

For hvert hårnålesving, for hvert træ med røde og snart efter gule blade, og for hver grad temperaturen falder, skrumper min blære yderligere 3%, så det er en glad, men kold og trængende Nimbuskører der parkerer sin maskine i 2400 meters højde. Det er så langt op ad bjerget jeg kan komme uden ligefrem af skulle gå. Besøgstiden på toppen er tilmed kun et par måneder midt på sommeren. Som jeg står der på vulkanskaske ser det fristende ud – det er godt nok natur, men så gold og truende at selv jeg kan lade mig tryllebinde. Garanteret ingen skovflåter her.

-

Fuji-san (san er den ærbødige tiltaleform, hvorfor en del Indian-folk i første omgang kendte og tiltalte mig Kim-san) har en stor betydning for japanerne, som derfor også gør et stort nummer ud af at kravle op på toppen i det omfang de orker. Det siges at tage 5-7 timer at nå toppen, hvor man så står og er så kold, at det eneste man tænker på er at komme ned i varmen igen. Men masser gør det; sidste år var det 3.000 – om dagen. Det må være ligesom at køre mc til Norkapp, bortset fra at udsigten fra Mount Fuji er fantastisk. Selv i dag, hvor det meste af lavlandet ligger i en dis, kan jeg se en masse af de bjergkæder jeg måske kommer til at forcere det kommende stykke tid. Lidt mindre kommer jeg til at nyde den oliefims, der allerede har lagt sig på Nimbussens motor, trods alle de forsøg jeg gjorde derhjemme for at få den tæt.

-

Solen et gået til ro inden jeg er nede af bjerget igen, og det lykkes derfor ikke at finde de campingpladser, der er angivet på mit japanske kort. Måske der rent faktisk kun ER røde trekanter kortet angiver, og jeg overser dem her i mørket. Jeg tjekker derfor ind på et af de relativt billige hoteller man finder nær alle jernbanestationer herovre. 300 kr. er mindre pr. kvadratmeter end stedet i Tokyo, men til gengæld er det her et provinshul. Nuvel, jeg havde faktisk lyst til en aften til at skrive dette her, og det har det tit knebet med inde i byen. Alt for mange distraktioner, alt for lidt søvn. Aftensmaden blir så til gengæld den billige slags; en 20 kr.'s plastbakke med hvad jeg antager var svinekød (diskutabelt) og ris (indiskutabelt). Det svarer nogenlunde til de hotdogs og andet tankstationer og 7eleven langer over disken i Danmark. Fik jeg nævnt at der er sodavands-, te-, kaffe- og øl-automater overalt i byerne?