14-10 - Indian-trash og Tepui Bar

Får ryddet ud i mine papirer og emails, og prøver at lægge en rute vestover. Jeg vil forsøge at nå til Nagasaki i den anden ende af landet inden næste weekend, hvor der skulle være et arrangement for veteranmotorcykler. Får også skrevet et par breve derhjemtil, og kører så endnu en gang gennem byen for at møde Indian-manden Crazy Pete. Hans journalistven måtte udskyde aftalen til når jeg vender tilbage til Tokyo, så vi skal lidt rundt og se til et par mc-værksteder hans venner/kolleger har. Nimbussen skal også vises frem, hvilket er helt ok – de hjælper mig, jeg underholder dem med Nimbussen. Og det er faktisk fine folk, der bortset fra japanske navne og japansk udseende, til forveksling ligner den sørgelige flok med Indian og Harley bobbere alle klodens andre steder. En af dem viser sig endog at være højere end mig, da han folder sig ud af sin ret så hærgede 60'er Chevy Pickup.
-
Spøjst nok lyser alle op i store smil, når de ser Nimbussens speedometer. "Aaaah! Smith!!" Inden vi kører derfra igen, spørger jeg hvad de mener om custom-udgaverne af de store scootere, som er vunder frem. Well, de larmer for meget, er den eneste kommentar. Godt gået, al den stund kun få af deres egne store v-twins overhovedet har lydpotter.
-
I butikken ved siden af sidstnævnte Indian-mand gør de det mere i et par af de stilarter, der har begejstret mig siden jeg ankom til byen; street trackerne, 70'er scramblerne, og så de nye 250 cc'ere med lange baggafler og ballondæk. Der står endda et par oldgamle Honda roadracere bagerst i værkstedet, flere Mitsubishi scootere (hhv. modellerne Peter og Silver Pigeon), samt noget så kuriøst som et superflot original Kawasaki Z1, men i den særligt japanske 750 cc udgave. For år tilbage kunne japanerne ikke købe maskiner større en disse 750 cc, med mindre de gik gennem alt besværet med personligt at importere fx. en ægte 900 cc Z1 fra USA. Those were the days - idag kører selv nogle af mc-kurererne px 1100 cc fours.
-
Bortset fra enkelte specielle bygninger, har Tokyos arkitektur ikke kunnet tænde mig, men til min overraskelse finder jeg herude i forstæderne det ene underholdende hus efter det andet. Mest 5-6 etagers beboelseshuse, men af og til også værksteder og anden industri. Ikke at der er tid til at tage billeder undervejs, for jeg bruger al energi på at følge med Pete og resten af trafikken. Sidst jeg kørte gennem byen tog jeg flere gange mig selv i at køre lidt for stærkt for at følge med mc-kurererne. Det er nok ikke så smart, i den forstand at de har lidt bedre har råd til et uheld end jeg. Gad vide hvad h..... jeg tænkte, da jeg besluttede mig for at bygge Nimbussen med håndgear og 'suicide' fodkobling.
-
Min ambition var at gå tidligt i seng og køre ud af byen ved 6-7 tiden søndag morgen. Der er bare lige de tre musikere fra Okinawa (Japans sydligste øer) der dukker op i hotellets lobby, for at reklamere for deres optræden på Tepui Bar henne om hjørnet. De andre hiver i mig, og jer derhjemme ved at jeg heller ikke er alt for svær at lokke. Så hele flokken havner på den stopfyldte bar, sammen med et tilsvarende antal indfødte (flere af disse gejlet op ligesom orkesteret, i traditionelle dragter og strikkepinde i håret), til endnu en yderst underholdende aften. Japanerne klapper og skråler med på flere af sangene, og selv i den ædru del af aftenen lyder musikken smuk.
-
Efter tre-fire ekstranumre og publikum der laver japansk bølge, møder jeg en norsk foto/video-kunstner, hvis nytildelte tre-årige arbejdslegat blev scoret på en lang smøre om at hun skulle samle inspiration i Japan. De par gange jeg har prøvet at få noget mere end blot info om almindelige museer ud af 'Tourist Information', har der stået GAME OVER skrevet på panden af de to tøser derhenne. Med japanske skrifttegn. Kvinden her har til gengæld brugt de sidste tre uger på lige den slags gallerier og udstillinger jeg med begrænset held har kunnet opstøve, så nu ved jeg i det mindste lidt mere om hvad der bør ske i min sidste uge herovre. Jeg giver mig selv en indre high five og sørger for at drikke rigeligt med vand.
-
Det er en god måde at slutte bekendtskabet med Tepui Bar, som har været sidste station før dynerne, hver aften siden jeg ankom. Fin jazz, internetadgang (så I kan læse denne weblog), godt fadøl og ikke så lidt hyggeligere end hotellets vestibule med slidte møbler og neonbelysning.

Nu MÅ jeg også afsted; de lokale fulderikker og hjemløse er begyndt at hilse når jeg går forbi dem hen til bageren, et tegn på at jeg har været her for længe.