12-10 - Lane splittin' time

Sløv dag, og stort set alle forsøg på at finde frem til div. Chopper- og hotrodfolk via hotellets pc gør i koks. Prøver så at køre Nimbussen lidt rundt i Tokyo, bare for at se om det kan lade sig gøre, og ender hos Mini-Monkeymanden Osca, to timer og tre tusind lyskryds fra hotellet. Undervejs redder jeg mig tilmed en meget lille prøvetur i en Messerschmitt Tiger glasfiberkopi, som en tankstation har stående.

-
Hvad der lokker mig derud er dels hans nye enstamperprojekt, som bl.a. udmærker sig ved at have en Vincent-lignende forgaffel. Det findes pt. kun på hans computer og blandt div. underleverandører, men guderne må vide hvem der vil købe det, for bortset fra forgaflen og den hypermoderne motor ser maskinen rimelig konventionel ud. Den anden ting er at jeg har brug for en japansk oversættelse af min lægeerklæring. Det klarer han ved at køre den engelske tekst gennem et slags ’babelfish’ program (computer-oversættelse), hvorefter han viser mig den tilbageoversatte tekst, som han har justeret til lokale forhold. To gange babelfisk på en uskyldig tekst er slemt, men kan være en delvis forklaring på hvorfor japanerne taler engelsk som de gør.

-
Osca må have verdens mindste lager/kontor/værksted for sine motorcykler. Mindst 50 af dem står stablet gulv til loft i et hus (!) på ikke over 40 kvadretmeter, og midt i kaos’et står en prototype med to sammenkoblede 25 cc motorer. Den skulle blive god for 80 km/t mener han. Han fortæller også lige at kunderne selv samler hans små motorcykler, trods den tidligere nævnte pris på 15-20 kilo. 450 solgte, 25 af den i USA og 5-6 styks i Europa. Den sidste han solgte i Italien havde han med i sin Samsonite kuffert....

-
De tager de samme to timer at kæmpe mig gennem trafikpropperne tilbage til hotellet, og lige pludselig ser betalingsmotorvejenes én krone pr. kilometer ikke helt så slemme ud. Den seneste optankning fortæller at Nimbussen går 11 km på literen her i byen, mod normalt nitten, så selv jeg der gik på sproglig linie kan se regnskabet gå næsten lige op. Og så er der tidsbesparelse, og sliddet på bremser, kobling og nerver. På den anden side, så var jeg gået glip både af Messerschmitt kopien og af at køre omkap med en tjekket Manga-babe med Hello Kitty klistermærker og Supertrapp lydpotte på sin sofascooter.

-

Mine New York reflekser beregnet på at klare kaotisk bytrafik synes nogenlunde intakte, og godt det samme, for her er ’lane splitting’ – kørsel mellem vognrækkerne – reglen snarere end undtagelsen. Jeg fornemmer det vil være nærmest uhøfligt ikke at gøre det, så det er kun Nimbussen vel brede styr der forhindrer mig i at komme frem i samme tempo som de lokale. Der iøvrigt stort set ignorerer Nimbussen. Kun en Buell-kører kigger en ekstra gang.

-

Tilbage på hotellet falder jeg i snak med en japansk phd studerende fra Kyoto. Hun får lægeerklæringen til gennemlæsning, beslutter sig for at den er helt ude i rismarkerne, og bruger samme halve time som Osca brugte på at skrive den om. Hun er ambitiøs nok til at det skal gøres absolut perfekt, og så er det sikkert også meget mere underholdende end at sidde og læse om etiske dilemmaer ved nyretransplantationer. Det blir renskrevet på det lokale værtshus (som det meste af det jeg foreløbig har skrevet til webloggen), og på vej hjem kan vi stå og nyde en af de der fyre der står med et rødt Star Wars sværd og blinkende seler og dirigerer trafikken udenom noget vejarbejde. Et kvalificeret gæt er, at manden er belevet nægtet optagelse på balletskolen en gang eller ti for meget.