10-10 - Nimbussen omsider ude

Jeg tager undergrundsbanen ned til JAF, det lokale svar på FDM, for at få det elendige stempel toldvæsenet i lufthavnen ikke kan være foruden. Det føles som om jeg har brugt en trediedel af min tid i byen under dens overflade. Bliver samtidig medlem af foreningen, gratis, for det tilfældes skyld jeg får brug for en sagfører eller anden hjælp. Det hele tager 1 1/2 time (så meget for japansk effektivitet ), men de bukker til gengæld en del, og jeg bukker høfligt igen.

-

Er ude hos Crazy Pete ved to-tiden, hvorpå vi drager til Narita endnu en gang. Og begge holder vejret en halv times tid, da overtolderen finder ud af at det danske toldvæsen ikke har stemplet alle de nødvendige steder på carnet'et. Det er åbenbart ikke kun japanerne som kun sjældent ser dette dokument. Lidt over en time senere, i hvilken 3-4 mand m/k har regnet ud hvordan man grejer et carnet, er alt heldigvis hunky-dory, og maskinen blir udleveret henne hos luftfragtselskabet. Yderligere en time går med at gøre Nimbussen køreklar og pille rammen meget lidt fra hinanden, for Pete har tilbudt at opbevare den på ladet af sin pickup truck indtil jeg har kørt landet rundt.

-

Efter at have tanket i toldområdet kører jeg ud, og står omgående face-to-face med en enormt stor lastvogn. Det var lige det der med at køre i venstre side. (Jeg kunne selvfølgelig have smugtrænet derhjemme, men det var jeg nok ikke blevet videre populær på. Især ikke på motorvejen.)

-

På vej tilbage til Chiba kommer vi væk fra hinanden, så jeg må teste ideen med at køre efter japanske kort. Det går såmænd fint, så efter yderligere fremvisning for en af hans venner, og det til dato bedste japanske restaurantbesøg herovre (suriaki), kører jeg ad en almindelig vej hjem. Der er 45-50 km og mindst det dobbelte antal lyskryds ind til hotellet, men jeg vil ikke ofre den halvtredser det vil koste at bruge motorvejen. Bykørselkonceptet skal alligevel testes, og klokken halv elleve om aftenen er vel et udmærket tidspunkt.

-

Forestil jer Nørrebrogade, to meter smallere, med 40 km/t fartbegrænsning og ovenævnte 45-50 km lang. Igen, det var ikke halvt så træls som frygtet, og da de lokale tohjulere rask væk siver omkring bilerne ved alle stop, går det sikkert og hurtigt hele vejen. Jeg er tilbage ved midnatstid.