25/11 - Afdelingen for mindre mirakler

Meget mod mine principper står jeg op på slaget halv syv, trasker med mit 50 kg 'road train' hen til stationen, ned ad trapperne, ind i et mystisk nok endnu ikke proppet s-tog, op og ned ad trapper og ad endeløse gange ved skiftestationen, og afsted på min nok definitivt sidste s-togstur her på den anden side af kloden. Som alle andre dage sidder, og nogen gange står, folk og sover, hvilket vil være det bedst bevarede billede jeg har af denne lille del af japansk liv. Billedet herunder – også fra undergrundsbanen, men taget aftenen før – viser dog nogle ret vågne eksemplarer:

Til sidst når jeg lufthavnen, udkørt før hjemturen er begyndt. Sikkerhedstjekket går hurtigt, jeg faxer kopier af boardingpas og personligt pas til speditøren, så toldvæsenet kan være sikker på at jeg er skredet, og mit 9.000 spir dyre carnet-depositum en dag kan komme til udbetaling herhjemme. Investerer også lige 150 kr. i en trækvogn til min bagage, for ryggen har allerede sagt fra. Skulle have hyret indfødte bærere til det her, og - nu jeg tænker over det - haft en BMW-kørende butler med til at transportere bagagen resten af tiden. Nimbussen er nu sjovere at køre uden al den dødvægt.

I afdelingen for mindre mirakler står der en halvtom 747 med en ledig siddeplads hvor mine ben rent faktisk kan strækkes helt ud. I det omfang jeg kan leve med at folk bumper ind i dem, mens jeg prøver at sove. Det her er uendeligt meget bedre end udturen, og personalet er også i godt humør, for de har kun det halve arbejde at lave. Holder nu, for første gang i otte uger, en kniv og gaffel i hånden - den japanske afdeling af ferien sluttede i samme øjeblik jumboens hjul slap landingsbanen. Surfer mellem de 15-20 film på den lille skærm, og hører Bob Dylans nye kedelige album undervejs.

Selv Heathrow er nem denne gang, hurtigt overstået da forbindelsen til København kun lige kan nås i tide. I hvertfald for mit vedkommende: Der er dømt en slags deja vu i København, for ligesom på udturen holder min kuffert pause i London. Det passer mig nu fælt godt at få den bragt til døren, fremfor at skulle bakse den op i tog og med bus til Enghave Plads.

Om en uge eller to, når jeg er mindre jetlagget og har været rundt at hilse på familie og venner, vil jeg samle et par tråde op og rationalisere over en fed ferie. De ting jeg burde eller kunne have gjort, gode tips, faldgruber andre kan lære af og så'n.

Indtil da, tak fordi I gad læse det her, tak for jeres kommentarer (på webloggen og udenfor), og for at give mig en fornemmelse af ikke bare at have skrevet udelukkende for min egen fornøjelses skyld.

Over and out

Kim

Efterskrift...gode råd og tanker

Hjemme igen, til decembers kulde, regn og festfyrværkeri af grå nuancer. Til Post Danmarks kroniske personalemangel og overarbejde. Til familiens kriser. Og til ikke-webloglæsende venners utallige spørgsmål om hvordan turen gik. Webloglæsere ved at turen gik godt da den stod på, og den gør det også i tilbageblikkets relative klarsyn. Bortset fra en uges jetlag, samt en stor trang til wienerbrød og citronhalvmåner (det sidste har jeg kun sjældent spist før), er der ingen eftervirkninger fra turen.

Nimbussen ankom først i januar. Rammen er lidt bøjet men ellers er alting intakt, og ingen af de mange ting jeg blot havde stroppet fast mangler. Den står hos speditøren, indtil der er tørre veje en dag, for det virker forkert at køre den helt hjem i en bil eller på en trailer.

Forberedelser:
Før jeg tog afsted forsøgte jeg at få kontakter derovre via internettet. Detvar ikke den store succes, i den forstand kun få forstod engelsk, og endnu færre svarede på mine henvendelser.

http://www.horizonsunlimited.com/, en website forlangturs-motorcyklister, har et par kontaktadresser i Japan, men de er enten ikke opdaterede eller også var de folk selv ude at rejse. De eneste kontakter jeg havde før min afrejse blev derfor den som en japansk mc-journalist iLondon havde givet mig, samt en – Crazy Pete i Chiba – som en ven herhjemme hostede op med. Sidstnævnte fik jeg en uge før afrejsen, og viste sig at være uundværlig.

Tre gange særligt held:
Japan er et land med megen nedbør, hvorfor jeg som anbefalet tog derover på den mindst regnfulde årstid. I oktober og november oplevede den nordlige del – som jeg af andre årsager havde droppet – det værste vejr i mands minde, med tyfoner og det hele. Den sydlige del havde til gengæld utypisk megen sol og tørvejr, hvorfor jeg kun praktiserede regnvejrskørsel to gange, i hhv. fire og to timer. Plus et kvarters tid til sidst, inde i Tokyo. Ikke fordi jeg er specielt pivet med regnvejr, men det er altså lidt federe at køre mc uden at blive våd.

Møderne med de to berømte chopperbyggere (Zero Choppers og Chicara Nagata) jeg brugte tid sammen med, skyldtes i det ene tilfælde at fyren var tilstede netop de timer jeg kom forbi. Og i det andet at jeg lige så tilfældigt via en mellemmand havde fået en ven af Chicara til at ringe vedkommende op.

Mc-museet i Yufuin var planlagt, mens det fine ’Rider House’ og det gode selskab var en uventet fin bonus.

Nimbus bobber:
Den gamle danske maskine viste sig at være det perfekte køretøj til min type touring. Dels åbnede den døre hos veteranfolk alene i kraft af at være så gammel og speciel, og bobber-stilen gik rent hjem hos chopper- og hotrodfolkene. Havde jeg købt en almindelig mc derovre, var jeg nok blevet budt velkommen hos de samme folk, men havde stadig bare været en almindelig turist.

Prisen for Nimbussens transport frem og tilbage, samt det dyre carnet, løber op i omkring 16.000 kr. Den pris skal holdes imod hvad det ville koste at købe og sælge en lokal mc, hvilket måske ville være et par tusinde eller fem billigere, afhængigt af hvor stor og dyrt et køretøj man har behov for.

For én person vil en 250 cc eller 400 cc være rigeligt til det sydlige Japans vejnet, for de kører altså ikke særlig stærkt i Japan. I den mere regnfulde del af året kunne en af de afsindige store scootere måske være at foretrække, som en slags mini-Goldwing.

De to bedste træk (udover at tage turen på en Nimbus):
Da almindelig kommunikation med japanerne syntes noget nær umulig, var det en lise hver aften at kunne skrive oplevelserne ned på den laptop jeg købte derovre. Ude af knolden, nede på skærmen, atter masser af plads i kraniet til næste dags syns- og sansebombardement. Normalt sover jeg 7-7½ time hver nat, men i feriens otte uger var det max. 5-6 timer, hvilket siger lidt om hvordan adrenalinproduktionen har kørt i højgear. Havde jeg ikke kunnet rydde tavlen hver aften, var mit hoved sandsynligvis eksploderet lidt inde i uge 4.

Det andet rigtig gode træk var at bo på hoteller, der viste sig at være relativt billige. Jeg har aldrig rigtig dyrket campinglivets glæder, men på mine andre langture mest taget telt med for at spare penge. Eller fordi alle andre i selskabet havde telt. Det var nu fint at have det slået op til det første veteranarrangement, pga. det væsentligt mere underholdende selskab på træfpladsen end på hotel-alternativet. Desuden gav dets faste plads over forlygten mig vel lidt street-cred (camp-cred?) som seriøs touringkører.

Havde jeg slået telt op de nætter det havde været muligt, kunne det måske have sparet 5-6.000 kr., men så havde jeg hverken haft bad til at vaske diesel-osen ud af mit hår, eller strøm til laptoppen. Og så var denne weblog heller ikke blevet halvt så stor som den blev.

Pris:
Som nævnt ovenfor kostede det omkring 16.000 kr. at bruge Nimbussen til denne tur, plus benzin, olie og slid på de omkring 5½ tusinde kilometer det blevtil. Så er der de knap 6.000 det kostede mig at flyve med British Airways, og i omegnen af 500 kr. for hver dag derovre. Laptoppen har jeg stadig, så den regnes ikke med. Til gengæld fandt jeg et par fine fremlejere, hvilket sparede mig 7.000 kr. i husleje herhjemme. Så alt i alt 43.000 bananer for min næststørste ferietur på Nimbus - det nøjagtige beløb ikke regnet ud endnu, for jeg har ikke de seneste kontoudskrifter, og jeg vil se Nimbussen stå foran huset, før jeg er sikker på at den ikke koster mig mere.

Bedre ideer:
Trods mange forsøg før afrejse, fik jeg aldrig klarhed over hvorvidt mc-anhængere er lovlige i Japan. Ingen af dem jeg emailede med derovre vidste noget, mens alle fortalte at a) blinklys var obligatoriske og b) der ikke var mulighed for at køre uden hjelm. I praksis var det intet problem at køre uden hjelm – takket være oversættelsen af min danske lægeerklæring – og ingen politifolk sagde noget om de manglende blinklys. Jeg er sikker på at jeg også kunne være sluppet af sted med at have min anhænger med, hvilket havde gjort bobberen lidt mere elegant at se på.

Mere research ang. Japan og steder at se ville have været en fordel, selv om programmet var rigeligt fyldt op. Mange steder lærte jeg kun at kende fordi jeg tilfældigvis læste om det i Lonely Planet guiden – som f.eks. Kamikaze-museet.

Gode råd:
Lær japansk eller lev med de indfødtes mangelfulde engelske. Kun hvis man er en total enspændertype eller er der er flere på turen, er sproget intet problem. Havde ferien varet tre måneder i stedet for otte uger, havde jeg taget nogle japansk-kurser i året op til afrejse.

Drop Tokyo og tag til de mere hyggelige byer i stedet, som f.eks. Kyoto og Hiroshima. Og brug minimum en måned derovre, hvis det skal foregå på mc. Japan er dyrere at rejse i end de fleste andre lande, men ikke horribelt dyrt - selvfølgelig afhængigt af hvad standard man sætter for overnatning og mad.

Køb den engelske Lonely Planet guide eller tilsvarende, dels for praktiske råd ang. hoteller og spisning, dels for generel orientering om Japan. De par hundrede kroner er godt givet ud.

Ring eller skriv til mig hvis du/De/I vil vide mere (33 31 92 08 /ccc40821@gmail.com). Jeg kan dog ikke hjælpe meget med råd om mc-køb derovre, eller fortælle om den nordlige del af landet. De lokale mc-folk plejer at beskrive Hokkaido som det bedste sted at køre på to hjul, men det er nok kun varmt nok i det mere våde måneder af året.