Ferieforberedelser

Turen til Japan er en 50-års fødselsdagsgave til mig selv, landet oprindeligt valgt fordi det er rimeligt civiliseret, og jeg er fascineret af den blanding af gamle traditioner og superhurtig udvikling til moderne samfund, som det repræsenterer. En returbillet med British Airways koster beskedne 6.000 kr., mens det at køre dertil via Sibirien overlades til folk med mere tid, penge og alkoholresistens end mig (se http://www.kingcroesus.com/). (For English version of this weblog, see www.nimbustripinjapan.blogspot.com).
-
Det umiddelbart mest rationelle ville selvfølgelig have været at købe en moderne mc derovre. På den anden side, så havde tabet ved videresalg et par måneder senere nok været som Nimbussens fragt i hvertfald den ene vej. Og en Nimbus åbner jo nok flere døre derovre, end en normal japansk mc på japanske plader.
-
Efter tre år med i gletscher-tempo at bygge Nimbussen om til en bobber, prøvekøres den på en langtur til Belgien. Bortset fra at motoren lækker olie, den ingen kræfter har og tændingsanlægget dødsraller på sidste vers, fungerer det meste som det skal. Ekstra fodhvilere og topboxen ødelægger godt nok Den Rette Stil lidt, men hey, jeg er ikke 25 år gammel længere, og vil sidde så behageligt man nu kan på en Nimbus. Motoren skilles så ad og tætnes med flydende pakning, lejer m.m. ses efter, og min Nimbus-mentor Vagn Gjerlang sætter nye ventiler og styr i topstykket. I praksis betyder det sidste at jeg atter kan køre op ad bakke, selv i modvind.
-
Nimbussen blir fløjet til Japan for 6-7.000 kr., hvilket er kun en smule dyrere, end hvis den skulle med skib. Det er papirarbejdet derovre der virkelig koster. Transportrammen på billedet er bygget af 28 jernprofiler, fra rammer der i sin tid har fragtet Suzukier til Enghave motor. Den vejer 30 kg, og kan skilles ad & tages med på Nimbussen når jeg lander i Tokyo, til genbrug når den skal sejles hjem igen. På den måde undgår jeg omkostningerne og det logistiske kaos ved at skulle fragte en almindelig kasse rundt, eller få en speditør til at bygge en ny kasse til hjemtransporten. Hvordan det bliver at køre gennem Tokyo med en stak 2,2 meter lange jern finder jeg vel tidsnok ud af. Forhåbentlig finder jeg hurtigt en venligtsindet mc-butik, der kan have det stående de otte uger ferien varer.

26-9

Jeg har kørt rundt i byen med den adskilte metalramme stroppet på maskinen, hvilket går udmærket. Tirsdag før min egen afgang køres bobberen ud til et firma i Kastrup, som skal udfærdige en ’farligt gods’ deklaration. Selv tømt for benzin og olie, og med batteriet koblet fra, er det nødvendigt. Det viser sig at tage nøjagtig tre timer at samle rammen og stroppe motorcyklen godt fast. Den samlede vægt havner på 216 kg, så uden speedometer vejer bobberen altså ét kg mere end en standard Nimbus.
-
Torsdag ringer jeg til speditionsfirmaet. De skal have en modtageradresse i Japan, før ’farligt gods’ erklæringen overhovedet kan skrives, og så er regningen for fragten vokset til små 7.300. De ekstra tusind er fordi man bruger såkaldte ’volumen-kilo’ til udregningen. Herefter står min lønkonto i minus, for posten smøler med lønudbetalingen denne gang, som de smilende fortæller i banken. God start – var Japan ikke det dyreste land at holde ferie i? Endnu et jærtegn er den fodgænger jeg kører ned på reserve-Nimbussen (lav hastighed, klovnen vadede lige ud for mig, spejdende den anden vej, ingen skader på hverken mand eller mc). Nu er det fredag, carnet’et hentes i Lyngby, og køres ud til speditionsfirmaet i Hvidovre. Registreringsattesten kom i det mindste med posten i går.
-
Har jeg et sekund eller to med ærgrelse over ting som ovenstående, minder jeg lige mig selv om de to nordmænd, der kører deres Nimbusser til Singapore. Og som sad fast i Istanbul i 3½ uge, fordi der var visumproblemer med Iran og Pakistan. Den smule bureaukratibøvl jeg har med at gøre, er vand i sammenligning.
-
Fredag og lørdag går med pakning og 5-6 ompakninger, så det hele holder sig under diverse magiske maksimummål. Med alt det tidskrævende sikkerhedsvanvid der er i lufthavnen, vil jeg ikke risikere at skulle bruge ekstra tid på at skændes om overvægt. Trods alle de sidste øjebliksting der skal ordnes, som f.eks. en Nimbus der skal bugseres i kælderen, eller tøj der skal syes, går det egentlig ret roligt. Efter maskinen blev sendt er det ikke længere et spørgsmål om jeg kommer planmæssigt afsted, højst om hvor kaotisk afgangen bliver.

1-10 - Carnet de Passage

Næste hurdle viser sig at være Nimbussens ’carnet de passage’, som er de japanske myndigheders garanti for at de får deres skatter og afgifter dækket, såfremt Nimbussen ikke rejser ud af landet igen. Jeg havde troet det var en hurtig formssag, men det viser sig at koste 9.000 kr. som jeg dog får igen efter ferien. De 3.500 kr. for en tilhørende forsikring og ekspedetionsgebyr får jeg til gengæld ikke igen. Det er det p.t. hårdeste anslag mod mit feriebudget, så husk dette hvis I får emails fra mig først i november, hvor jeg prøver at låne penge til lidt ris.
-
Nå, det giver mig i det mindste lidt mere tid at gøre motorcyklen helt ferieklar, for efter det nye elsystem er sat på, kunne forbremsekablet godt trænge til at blive forkortet. Måske skifter jeg også forhjulets fælg her i weekenden – den nuværende fælg er beskadiget, så hjulet er for meget ude af balance til at det kan justeres væk. Tolv volt ombygning er droppet, for jeg får alligevel ikke råd til en GPS, og jeg har ekstra seks volt halogenpærer med. Man ved aldrig om den slags er til at opdrive i Japan.
-
Jeg har også siddet og regnet nøje på hvor meget bagage kan tages med som check-in og carry-on, og hvad der skal med motorcyklen. Det sidste koster nemlig dyrt, hvorfor brevvægten herhjemme har været flittigt i brug: Sokker 60 gram, termojakke 335 gram, regntøj 975 gram osv. Det bliver ligesom dengang jeg (seks måneder gammel) emigrerede til Kanada, og alle fattigrøvene havde tre-fire lag tøj på i flyveren. På mirakuløs vis har jeg kunnet barbere alt mit habengut – inklusiv et rimeligt stort telt – til ned under 25 kg, så der er oven i købet lidt luft til bøger og den slags.
-
Alle spørger om jeg har sommerfugle i maven, men nej, sært nok ikke, selvom der blev lidt stress på med ovennævnte carnet i går. Selvfølgelig glæder jeg mig, men bortset fra den smutter, og at Centralregisteret for Motorkøretøjer har forlist Nimbussens registreringsattest, er der styr på sagerne. Tror jeg.

2-10 - Kastrup, Heathrow, Sibirien og Tokyo

Efter et par timers søvn står jeg op, og blir kørt til lufthavnen. Advarsler om to timers ventetid for at komme gennem sikkerhedskontrollen (faktisk tid ca. fire minutter) giver mig mulighed for at komme af med noget af det tre kg læsestof jeg har taget med. Prints fra New York Times, seks eksemplarer af Weekendavisen m.m. Ved ikke hvorfra jeg har denne skræk for at skulle sidde og kede mig. Sikkerhedskontrollen i Heathrow tager dog revanche ved at være 'a right pain in the arse', da de kræver jeg skal tjekke noget af min carry-on bagage ind. Det resulterer i lange gåture og yderligere et par sikkerhedstjek. Jeg tror selv fyldningerne i ens tænder får alarmerne til at gå amok, så fintfølende er de. Og så er der Heathrow selv. Den engelske forfatter Douglas Adams skrev for år tilbage, før han døde, at der ikke er noget kendt sprog i verden, som har udtrykket 'smuk som en lufthavn'. Sidst jeg var der stod den til et tretal - femtallet denne gang er vel en forbedring.
-
Tolv timers flyvetur via Sibirien bringer mig til Tokyo, hvor man fortæller det meste af bagagen stadig er i London. Så jeg slæber resten med tog, bus og gåben til et hotel. En ældre herre kommer cyklende forbi, men får åbenbart ondt af mig, vender om og kører min 16 kg tunge sidetaske hen til hotellet. Han er fra 1926, oplyser han, og hans engelske er værre end hans franske, så der går jeg - træt og jetlagget over i næste dimension - og taler fransk med en lille 80-årig Yoda-klon på cykel.
-
Hotel New Koyo ligger i hvad der vel svarer til Ydre Nørrebro i København, men til 130 kr. kan jeg leve med et iøvigt udmærket værelse på 1,3 x 2,3 meter. Og hotellet har - thank God - både vestlige og japanske lokummer.
-
Det er alt for tidligt at sove, så jeg trisser rundt i kvarteret et par timer, i støvregn, og suger indtrykkene til mig. 'Pachinko Parlors' - en absurd krydsning mellem spillehaller og boom biler - larmer, der er fastfood steder overalt, nogle veje mellem huse er så smalle, at kun to cyklister vil kunne passere hinanden. Ikke mange rigtige motorcykler, men masser af scootere. Især de store Burgman lignende typer er populære, og har som regel en for stor sports-potte monteret. Til gengæld lyder ekstremt små firepersoners varevogne ofte som om de har en lille mc-motor som drivkraft.

3-10 - Jordskælv, motorcykler og Electric City

Jeg vågner ved at det hele ryster ganske, ganske svagt et minuts tid, og det er ikke fordi det gik specielt hårdt til i går aftes, og jeg er bagstiv. Ok, første jordskælv var så lille og uskadeligt, og Mike jeg var i byen med opdager det end ikke. Fyren er en 27-årig webdesigner af en slags, skotte, har boet i Danmark nogle år og er nu på vej til at prøve noget nyt. Vi kommer glimrende ud af det sammen de næste par dage.

-

Går rundt i et specielt kvarter med over hundrede mc-butikker, hvorefter Mike, nyintroduceret til motorcykler, slæber mig gennem i det tilsvarende elektronik-kvarter. Overvejer en brugt laptop til lidt over en tudse, men økonomisk forsigtighed har endnu overtaget. Et askebæger formet som et par lunger, og som hoster fælt når en cigaret lægges i det, får også lov at ligge. Ikke at alt er så dyrt som frygtet. Det er dog stadig heller ikke Østeuropa. Jetlag holdes nogenlunde i ave af alle de mange indtryk der vælter ind.

-

Byen minder sine steder om New York City, af og til endda om filmen 'Det 5. Element', for der er varmt og fugtigt, og tæt med mennesker og trafik - med den lille forskel at jeg absolut intet sprog- eller skriftmæssigt forstår. Og indtil videre synes den nogenlunde så charmerende som Hamborg, der også blev bombet sønder under krigen. Her er mestendels kedelig beton.

-

Mc-indtrykkene udvides med et stort antal encylindrede maskiner i 60'er og 70'er stil, typisk på 250 eller 400 cc, et par stykker ef dem med ekstremt lange bagsvingere og meget brede dæk. En anden type populære scootere er små trehjulere, ofte med tag, hvor motorenheden og de to tætsiddende baghjul er hængslet til den forreste del, så kun sidstnævnte lægger sig ned i sving. Samme system ses også på mange af pensionisternes trehjulede minicykler.

-

Aftenen bruges i Shinjuko bydelen, hvor den stort set står på de ludere og lommetyve og junkier, som man altid finder bag enhver storbys bus- eller togterminal. Der er i det mindste lys og liv som i en forlystelsespark. Er så småt også ved at lære undergrundsbanens quirks at kende, som fx. at den bliver til et græskar når klokken slår midnat. Og da vil det være billigere at finde et hotel end at tage en vogn hjem.

4-10 - De hjemløse, og den forsinkede Nimbus

På jagt efter morgenmad havner Mike og jeg i gaderne bag hotellet, og finder den i en overdækket arkade et par gader væk. Sammen med et rimeligt fælt antal hjemløse og/eller vagabonder. Man ser faktisk en del ligge rundt omkring, af og til i papkasser. Bygningerne her og i resten af bydelen står utroligt tæt, sjældent med mere end en halv eller trekvart meter mellem husene.
-
Bruger så tre en halv time på at ringe til to flyselskaber, som siger hhv. at min bagage måske kommer i dag, og at Nimbussen først kommer fredag eftermiddag. F*** og l*** i Karry. Det betyder at jeg næppe kommer ud at køre i weekenden, for papirarbejdet med carnet'et etc. er stadig omstændigt. Og mandag er en helligdag. Her kunne jeg godt have brugt lidt krisehjælp. Godt at jeg forlængst havde droppet de oprindelige planer om at køre direkte fra lufthavnen og til træf oppe på den nordlige ø Hokkaido.
-
Får til gengæld skaffet mig en mobiltelefon, så jeg ikke skal sidde og hælde formuer i de ellers velfungerende mønttelefoner. At sidde og høre muzak til 5 kroner i minuttet mens en-eller-anden bimbo, der knap taler engelsk, først skal rundt og spørge alle mulige andre om det jeg nu prøver at få at vide, er lidt hårdt.
-
Hjemme på hotellet venter den forsvundne bagage, og af en eller anden årsag er halvdelen gennemblødt. Uheldigvis den del hvor pakken med vaskepulver samtidig er blevet knust til atomer. Nå, det blir en anden dags problem.

5-10 - Den berømte japanske forsikringsceremoni

Servitricen med katteørerne kan lejes for 15 minutter ad gangen, til skak, 'go' (japansk brætspil) eller anden uskyldig tidsfordriv. da jeg kom tilbage 1½ måned senere, og julen nærmede sig, var hun og kollegerne i nissekostumer.

Efter i dag forstår jeg til fulde, hvorfor samtlige af de japanske film jeg har set, indeholder mindst én regnvejrsscene. Håber ikke det blir standarden når jeg skal udenfor Tokyo. De lokale mc-folk synes nu ikke at være generet af det, heller ikke dem uden noget videre i retning af skærme eller kåber. De sidder i deres lette regntøj, bagsædepassagerer med mobilen fremme.
-
Den gode nyhed er at jeg alligevel har en chance for at få Nimbussen gennem toldvæsenets vridemaskine i morgen. En af Moens (dansk Indian-mand) kontakter herovre – Shuichi, alias 'Crazy Pete' – har hjulpet med at finde frem til bl.a. forsikring, og nu også med at forklare luftransporten, hvor vigtigt det er, at denne maskine ikke blir yderligere forsinket.
-
Ansvarsforsikring for de to måneder koster beskedne 6000 yen (300 kr.), hvilket sikkert er mindre end det kostede 4-5 af forsikringselskabets ansatte at betjene mig. Fin service, dybe buk af begge parter. Endnu billigere er det Japan-atlas i 1:200.000 jeg efter lang tids søgen får lokaliseret. Det er helt og aldeles frit for de der besværlige latinske bogstaver, så det skal nok blive rigtig interessant at finde rundt i derude.

6-10 - Regnstorm

Fredag er det regnstorm, og da de ringer fra lufthavnen og fortæller at maskinen stadig er I Frankfurt (!) og derfor først kommer i morgen, er jeg nærmest lettet. Den kan sagtens gå gennem tolden, siger de. Så den står på indendørs aktiviteter som f.eks. et halvkedeligt museum for moderne kunst og et par andre udstillinger. Det eneste underholdende er faktisk at sidde på et udmærket værtshus nær hotellet og taste det her ind.

7-10 - Eder og forbandelser

Anyway, lørdagen ankommer sammen med sol og høje temperaturer, og forventningsfuld sætter jeg med undergrundsbane og et hængende lokaltog kursen mod Chiba, hvor førnævnte Crazy Pete bor. Manden dukker op ved sin mc-butik, hvis front med gamle afdankede japanske scootere står i kontrast til alt guldet indenfor; 20’er og 30’er Indians og Harley’er, samt en rig samling af hjelme, billeder etc. etc. som hører enhver til som har dette specielle samlerinstinkt nogle af os nyder godt af.
-
I Pete's gamle Chevy pickup kører vi så ad en betalingsmotorvej op til Narita lufthavnen, hvor vi efter halvanden times farten rundt med div. papirer ALLIGEVEL bliver nægtet Nimbussen. Et essentielt stempel, på carnet’et som jeg just har fået udleveret, skal stemples inde i midt Tokyo, hvilket selvfølgelig først kan ske på tirsdag. Jeg reciterer for mig selv samtlige af de danske eder og forbandelser jeg kender, men formår efter god japansk skik at holde masken. Resten af dagen med Pete og siden hans amerikanske kone opvejer dog ærgelsen. Lidt. Især aftenmaden på en sushibar, hvis eviglange transportbånd med små tallerkener med – well – sushi (100 yen pr. stk., hvilket servitricerne tæller sammen til sidst) er skæg. Men jeg kommer nok aldrig helt overens med den type ædelse.

8-10 - Det vestliggjorte Japan

En observation er at jeg ikke, mod forventning, vader rundt i et ocean af havenisser. Generationen får mig er faktisk ret lille, min generation et halvt til et helt hovede mindre, mens generationen efter mig ofte er på samme højde. Tykke mennesker ser jeg kun ganske få af, måske fem-ti stykker på ligeså mange dage. Tilsvarende få har været klædt i traditionelle dragter, så på den sidste front synes stedet ganske vestliggjort.
-
Aften, på vej hjem efter et par øl med 6 andre vesterlændinge fra hotellet; Flere gange har jeg hørt meget larmende fugle eller - om aftenen - cikader, men det er så påfaldende tilfældigt om et grønt område har en af de to ting, så jeg antager at det er kunstig lyd.

9-10 - Bjergkørsel på Mini-Monkeybikes

Tager tidligt afsted til den anden ende af Tokyo, hvor en af Yori Kandas (den japanske mc-journalist som var i Danmark) venner, Osca, vil tage mig til et specielt mc-træf oppe i bjergene 70 km vest for byen. Osca har prøvet at genoplive Horex navnet med en special bygget af alskens dyre stumper og en peppet Honda Dominator enstamper. Han tabte stort set alt på projektet, for kun 10-12 stykker blev solgt.
-
Nu drøner vi så op gennem små byer og latterligt smalle gader, med hans ven 'The Master' ved rattet. Det er rimeligt underholdende, mest fordi jeg sidder bagi og ved, at jeg her bedre vil kunne overleve et sammenstød. Da vi efter et par timers halsbrækkende kørsel når pladsen hvor de andre holder, ser jeg et dusin bitte-små motorcykler, som de tilstedeværende åbenbart har et meget nostalgisk forhold til. Det er en 61% skalamodel af den i forvejen ikke for store Honda 'Monkeybike', som der er en verdensomspændende kult omkring.
-

Jeg tænker at det her stadig er bedre end ingenting, og får da også snakket en del med en af de andre, der ligesom Osca taler et tolerabelt engelsk. Området er en naturpark, supersmuk (hvis man ellers er til natur), og parkeringpladsen har selvfølgelig også sine perler. Som f.eks. en rå Suzuki Cappuchino topersoners sportsvogn. En af mange japanske bilmodeller , med mange mere eller mindre åndede navne, kun beregnet til hjemmemarkedet. Takket være specielle skatteregler herovre, er biler med motorer på under 660 cc ikke så dyre at have, uanset hvor meget de så er peppet op med mangeventilede topstykker, turboladere etc.
-
Derefter går det afsted på smalle tospors bjergveje, gennem tunneller, over broer, rundt i hårnålesving. Efter de første stop får jeg en af de små sataner udleveret, og slingrer afsted ud på vejen. De har blinklys og nummerplader, og er derfor lovlige på alt andet end motorveje, som har en nix-under-126 cc-regel. Ok, det ER faktisk skægt; styringen er lynskarp, det råtunede eksemplar (2,2 hk) jeg bruger trækker let fra de andre, så med 57 cm akselafstand og knæene i vejret fiser jeg ned igennem nogle rimeligt stejle bakkesving med 45-50 i timen.
-
Små 15 km hårrejsende kørsel blir det til, før vi når sidste stop på en turist-bondegård, hvor byboerne kan se rigtige husdyr og lade deres unger kravle op på toppen af en mødding. Eller få en kælegris med hjem.
-
Endnu 2 1/2 times køkørsel afslutter aftenen med Osca, som fortæller hvordan han har kørt sine bittesmå maskiner bl.a. Hawaii rundt, fra Geneve i Schweiz til Heidelberg i Tyskland, og rundt omkring andre steder i Europa. Han er cool nok, og forretningen med de snå mini-monkeys går heller ikke helt dårligt: 450 solgte eksemplarer, til 3-400.000 yen stykket. Del med tyve, og det blir stadig til et pænt højt beløb i kroner. På et tidspunkt lægger han videoer af dagens seance på nettet. Hvis det ikke ser for pinligt ud, sender jeg et link.
-
Jeg tager s-tog tilbage til byen, med tre forskelligt ejede baner. Systemet er simpelt: Betaler man for lidt til billetautomaten, er der en justeringsautomat på stationen man står af. Og som regel en af de allestedsnærværende vagter i nypresset uniform og hvide handsker, hvis man stadig kløjs i det.

10-10 - Nimbussen omsider ude

Jeg tager undergrundsbanen ned til JAF, det lokale svar på FDM, for at få det elendige stempel toldvæsenet i lufthavnen ikke kan være foruden. Det føles som om jeg har brugt en trediedel af min tid i byen under dens overflade. Bliver samtidig medlem af foreningen, gratis, for det tilfældes skyld jeg får brug for en sagfører eller anden hjælp. Det hele tager 1 1/2 time (så meget for japansk effektivitet ), men de bukker til gengæld en del, og jeg bukker høfligt igen.

-

Er ude hos Crazy Pete ved to-tiden, hvorpå vi drager til Narita endnu en gang. Og begge holder vejret en halv times tid, da overtolderen finder ud af at det danske toldvæsen ikke har stemplet alle de nødvendige steder på carnet'et. Det er åbenbart ikke kun japanerne som kun sjældent ser dette dokument. Lidt over en time senere, i hvilken 3-4 mand m/k har regnet ud hvordan man grejer et carnet, er alt heldigvis hunky-dory, og maskinen blir udleveret henne hos luftfragtselskabet. Yderligere en time går med at gøre Nimbussen køreklar og pille rammen meget lidt fra hinanden, for Pete har tilbudt at opbevare den på ladet af sin pickup truck indtil jeg har kørt landet rundt.

-

Efter at have tanket i toldområdet kører jeg ud, og står omgående face-to-face med en enormt stor lastvogn. Det var lige det der med at køre i venstre side. (Jeg kunne selvfølgelig have smugtrænet derhjemme, men det var jeg nok ikke blevet videre populær på. Især ikke på motorvejen.)

-

På vej tilbage til Chiba kommer vi væk fra hinanden, så jeg må teste ideen med at køre efter japanske kort. Det går såmænd fint, så efter yderligere fremvisning for en af hans venner, og det til dato bedste japanske restaurantbesøg herovre (suriaki), kører jeg ad en almindelig vej hjem. Der er 45-50 km og mindst det dobbelte antal lyskryds ind til hotellet, men jeg vil ikke ofre den halvtredser det vil koste at bruge motorvejen. Bykørselkonceptet skal alligevel testes, og klokken halv elleve om aftenen er vel et udmærket tidspunkt.

-

Forestil jer Nørrebrogade, to meter smallere, med 40 km/t fartbegrænsning og ovenævnte 45-50 km lang. Igen, det var ikke halvt så træls som frygtet, og da de lokale tohjulere rask væk siver omkring bilerne ved alle stop, går det sikkert og hurtigt hele vejen. Jeg er tilbage ved midnatstid.

11-10 - Laptop time

Dagens store projekt er at købe den laptop jeg så på forleden. Mike guider mig igennem købet, og installerer alt muligt interessant på dens elektronhjerne. Med minutpriserne på hotellers eller værtshuses pc’er, kan de 1400 kr. sandsynligvis være tjent ind når ferien er forbi. Desuden er den lidt cool med alle de japanske skrifttegn. Får samtidig set en retrospektiv udstilling af sci-fi tegninger, af en berømt japansk illustrator. Sjovt at se hvem der også har tegnet diverse forsider til Tamiyas plastmodeller. Eller hvordan det ser ud som om japanerne vinder i alle hans krigstegneserie tegninger.
-
The Japan Times hjælper med at holde mig opdateret mht. resten af verden (inkl. Doonesbury), og bringer små glimt af indsigt i Japans politiske verden. Som f.eks. det parlamentsmedlem som endnu en gang er blevet fanget i undergrundsbanen, med et spejl som han har brugt til at kigge op under skørterne på skolepiger. Eller der var artiklen om Nordkoreas kommende atombombetest, hvor der var indsat en lille boks med hvad de lokale 'fortune tellers’ havde at sige om chancerne for at det ville ske. Det svarer vel til at lade bookmakere få et ord med når der skrives om folketingvalg og den slags.
-
Avisen nævnte også lidt om hvorvidt Japan overvejer at fx atomvåben som svar på den kære leders provokationer. Der var tilmed et par spalter om en morsom DFU video, men det er det eneste der har været om Danmark. Åh jo, der var en interessant bid om et nyt produkt fra Sharp; en lille 100 gram tung dims, på størrelse med et kreditkort, som man taler engelsk til, hvorefter det kommer ud igen på japansk. Rent undtagelsesvis vil jeg være klar til at købe første generation af et stykke ny teknologi, istedet for at være de obligatoriske ti år senere på den end alle andre.
-
Førnævnte Mike er iøvrigt løbet ind i problemet med at købe kondomer. Det lader til at de lokale produkter ikke er store nok til vesterlændinge (ha!), så nu skal han til at have dem sendt fra Danmark. Han fortæller hvordan en af hans japanske veninder stod i den omvendte situation med tamponer, da hun var i Europa. Go figure.
-
Har besluttet mig for at blive i Tokyo endnu et par dage, bl.a. fordi en-eller-anden bekendt at Crazy Pete vil skrive om Nimbussen til sit japanske mc-blad. En almindelig måde at være flink ved folk her er at være flink overfor deres venner, fik jeg angang at vide. Apropos japanske mc-blade, så er de fleste jeg har set noget hø. De minder mest om salgskataloger med lidt indsat tekst for at legimitere deres plads på bladhylderne. Chopperbladet Vibes er lidt bedre end de fleste, men ikke meget.
-
Men jeg må snart afsted. Det skulle strengt taget være en mc-ferie det her.

12-10 - Lane splittin' time

Sløv dag, og stort set alle forsøg på at finde frem til div. Chopper- og hotrodfolk via hotellets pc gør i koks. Prøver så at køre Nimbussen lidt rundt i Tokyo, bare for at se om det kan lade sig gøre, og ender hos Mini-Monkeymanden Osca, to timer og tre tusind lyskryds fra hotellet. Undervejs redder jeg mig tilmed en meget lille prøvetur i en Messerschmitt Tiger glasfiberkopi, som en tankstation har stående.

-
Hvad der lokker mig derud er dels hans nye enstamperprojekt, som bl.a. udmærker sig ved at have en Vincent-lignende forgaffel. Det findes pt. kun på hans computer og blandt div. underleverandører, men guderne må vide hvem der vil købe det, for bortset fra forgaflen og den hypermoderne motor ser maskinen rimelig konventionel ud. Den anden ting er at jeg har brug for en japansk oversættelse af min lægeerklæring. Det klarer han ved at køre den engelske tekst gennem et slags ’babelfish’ program (computer-oversættelse), hvorefter han viser mig den tilbageoversatte tekst, som han har justeret til lokale forhold. To gange babelfisk på en uskyldig tekst er slemt, men kan være en delvis forklaring på hvorfor japanerne taler engelsk som de gør.

-
Osca må have verdens mindste lager/kontor/værksted for sine motorcykler. Mindst 50 af dem står stablet gulv til loft i et hus (!) på ikke over 40 kvadretmeter, og midt i kaos’et står en prototype med to sammenkoblede 25 cc motorer. Den skulle blive god for 80 km/t mener han. Han fortæller også lige at kunderne selv samler hans små motorcykler, trods den tidligere nævnte pris på 15-20 kilo. 450 solgte, 25 af den i USA og 5-6 styks i Europa. Den sidste han solgte i Italien havde han med i sin Samsonite kuffert....

-
De tager de samme to timer at kæmpe mig gennem trafikpropperne tilbage til hotellet, og lige pludselig ser betalingsmotorvejenes én krone pr. kilometer ikke helt så slemme ud. Den seneste optankning fortæller at Nimbussen går 11 km på literen her i byen, mod normalt nitten, så selv jeg der gik på sproglig linie kan se regnskabet gå næsten lige op. Og så er der tidsbesparelse, og sliddet på bremser, kobling og nerver. På den anden side, så var jeg gået glip både af Messerschmitt kopien og af at køre omkap med en tjekket Manga-babe med Hello Kitty klistermærker og Supertrapp lydpotte på sin sofascooter.

-

Mine New York reflekser beregnet på at klare kaotisk bytrafik synes nogenlunde intakte, og godt det samme, for her er ’lane splitting’ – kørsel mellem vognrækkerne – reglen snarere end undtagelsen. Jeg fornemmer det vil være nærmest uhøfligt ikke at gøre det, så det er kun Nimbussen vel brede styr der forhindrer mig i at komme frem i samme tempo som de lokale. Der iøvrigt stort set ignorerer Nimbussen. Kun en Buell-kører kigger en ekstra gang.

-

Tilbage på hotellet falder jeg i snak med en japansk phd studerende fra Kyoto. Hun får lægeerklæringen til gennemlæsning, beslutter sig for at den er helt ude i rismarkerne, og bruger samme halve time som Osca brugte på at skrive den om. Hun er ambitiøs nok til at det skal gøres absolut perfekt, og så er det sikkert også meget mere underholdende end at sidde og læse om etiske dilemmaer ved nyretransplantationer. Det blir renskrevet på det lokale værtshus (som det meste af det jeg foreløbig har skrevet til webloggen), og på vej hjem kan vi stå og nyde en af de der fyre der står med et rødt Star Wars sværd og blinkende seler og dirigerer trafikken udenom noget vejarbejde. Et kvalificeret gæt er, at manden er belevet nægtet optagelse på balletskolen en gang eller ti for meget.

13-10 - Eurotrash

Prøver først at komme ind og se Kejserpaladset midt i Tokyo, men det er lukket mandag og fredag. Bemærker at der på oversigtsskiltet er angivet et 'shelter for people who can not go home' inde på selve paladsets grund, og ser straks for mig en flok aldrende hippier, som har boet der siden 1975. Går så rundt i Ginza bydelen lidt syd for paladset, på jagt efter nogle gallerier med avantgarde kunst. Det lykkes – lidt – så det blir blot endnu en ekskursion rundt mellem kedelige højhuse. Jeg dropper kunsten og finder et område under jernbanen hvor man i typisk japansk stil har udnytter hver kvadratcentimeter til det yderste. Værtshuse, mekaniske værksteder, restauranter, elektronik, you-name-it.
-
Jeg havde aftalt med et par af de andre at tage ned i byen, men bruger alligevel aftenen i selskab med et par nyankomne canadiere og det faste slæng af eurotrash, der som sædvanlig – selv om vi faktisk prøver at undgå det – før samtalen drejet over på hvilken nar George Bush og hans medløbere verden over er. De to fra hhv. Boston og L.A. er vant til kosten og er, som sikkert 90% af de amerikanere der rent faktisk rejser uden for USA, endnu mere oprørte over manden, og den valgsejr Floridas højesteret gav ham. 'Somewhere in Texas a village is missing its idiot', så jeg på en t-shirt. For balancens skyld giver jeg dem samme anbefaling som til andre derovrefra, hvis de en dag synes det går over gevind; bare sig 'Belusconi'.

14-10 - Indian-trash og Tepui Bar

Får ryddet ud i mine papirer og emails, og prøver at lægge en rute vestover. Jeg vil forsøge at nå til Nagasaki i den anden ende af landet inden næste weekend, hvor der skulle være et arrangement for veteranmotorcykler. Får også skrevet et par breve derhjemtil, og kører så endnu en gang gennem byen for at møde Indian-manden Crazy Pete. Hans journalistven måtte udskyde aftalen til når jeg vender tilbage til Tokyo, så vi skal lidt rundt og se til et par mc-værksteder hans venner/kolleger har. Nimbussen skal også vises frem, hvilket er helt ok – de hjælper mig, jeg underholder dem med Nimbussen. Og det er faktisk fine folk, der bortset fra japanske navne og japansk udseende, til forveksling ligner den sørgelige flok med Indian og Harley bobbere alle klodens andre steder. En af dem viser sig endog at være højere end mig, da han folder sig ud af sin ret så hærgede 60'er Chevy Pickup.
-
Spøjst nok lyser alle op i store smil, når de ser Nimbussens speedometer. "Aaaah! Smith!!" Inden vi kører derfra igen, spørger jeg hvad de mener om custom-udgaverne af de store scootere, som er vunder frem. Well, de larmer for meget, er den eneste kommentar. Godt gået, al den stund kun få af deres egne store v-twins overhovedet har lydpotter.
-
I butikken ved siden af sidstnævnte Indian-mand gør de det mere i et par af de stilarter, der har begejstret mig siden jeg ankom til byen; street trackerne, 70'er scramblerne, og så de nye 250 cc'ere med lange baggafler og ballondæk. Der står endda et par oldgamle Honda roadracere bagerst i værkstedet, flere Mitsubishi scootere (hhv. modellerne Peter og Silver Pigeon), samt noget så kuriøst som et superflot original Kawasaki Z1, men i den særligt japanske 750 cc udgave. For år tilbage kunne japanerne ikke købe maskiner større en disse 750 cc, med mindre de gik gennem alt besværet med personligt at importere fx. en ægte 900 cc Z1 fra USA. Those were the days - idag kører selv nogle af mc-kurererne px 1100 cc fours.
-
Bortset fra enkelte specielle bygninger, har Tokyos arkitektur ikke kunnet tænde mig, men til min overraskelse finder jeg herude i forstæderne det ene underholdende hus efter det andet. Mest 5-6 etagers beboelseshuse, men af og til også værksteder og anden industri. Ikke at der er tid til at tage billeder undervejs, for jeg bruger al energi på at følge med Pete og resten af trafikken. Sidst jeg kørte gennem byen tog jeg flere gange mig selv i at køre lidt for stærkt for at følge med mc-kurererne. Det er nok ikke så smart, i den forstand at de har lidt bedre har råd til et uheld end jeg. Gad vide hvad h..... jeg tænkte, da jeg besluttede mig for at bygge Nimbussen med håndgear og 'suicide' fodkobling.
-
Min ambition var at gå tidligt i seng og køre ud af byen ved 6-7 tiden søndag morgen. Der er bare lige de tre musikere fra Okinawa (Japans sydligste øer) der dukker op i hotellets lobby, for at reklamere for deres optræden på Tepui Bar henne om hjørnet. De andre hiver i mig, og jer derhjemme ved at jeg heller ikke er alt for svær at lokke. Så hele flokken havner på den stopfyldte bar, sammen med et tilsvarende antal indfødte (flere af disse gejlet op ligesom orkesteret, i traditionelle dragter og strikkepinde i håret), til endnu en yderst underholdende aften. Japanerne klapper og skråler med på flere af sangene, og selv i den ædru del af aftenen lyder musikken smuk.
-
Efter tre-fire ekstranumre og publikum der laver japansk bølge, møder jeg en norsk foto/video-kunstner, hvis nytildelte tre-årige arbejdslegat blev scoret på en lang smøre om at hun skulle samle inspiration i Japan. De par gange jeg har prøvet at få noget mere end blot info om almindelige museer ud af 'Tourist Information', har der stået GAME OVER skrevet på panden af de to tøser derhenne. Med japanske skrifttegn. Kvinden her har til gengæld brugt de sidste tre uger på lige den slags gallerier og udstillinger jeg med begrænset held har kunnet opstøve, så nu ved jeg i det mindste lidt mere om hvad der bør ske i min sidste uge herovre. Jeg giver mig selv en indre high five og sørger for at drikke rigeligt med vand.
-
Det er en god måde at slutte bekendtskabet med Tepui Bar, som har været sidste station før dynerne, hver aften siden jeg ankom. Fin jazz, internetadgang (så I kan læse denne weblog), godt fadøl og ikke så lidt hyggeligere end hotellets vestibule med slidte møbler og neonbelysning.

Nu MÅ jeg også afsted; de lokale fulderikker og hjemløse er begyndt at hilse når jeg går forbi dem hen til bageren, et tegn på at jeg har været her for længe.

15-10 - Mt. Fuji - Tokyo slipper sit greb

Maskinen står pakket og klar til afgang. Klokken f..... elleve. Det er f..... fire timer senere end planlagt, og f..... to en halv senere end realistisk. Det er første gang jeg kører Nimbussen med så megen oppakning, men den klarer da bytrafikken hen til betalings-ringvejen et par km derfra. Burde virkelig have taget anhængeren med....Jeg sætter så yderligere en time til på at tage en forkert afkørsel et sted, og havner lang fanden i vold syd for den motorvej jeg ville have sparet tid på.

-

Min dagsration af motorvejspenge er hurtigt brugt op, hvorefter det går ad en almindelig to/firesporet hovedvej gennem mere endeløs forstad. Det går rimeligt fremad, omend sjældent i højeste gear, for halvdelen af Japan er også ude at køre søndagstur. Jeg forstår hvorfor myndighederne gør det næsten umuligt at få synet biler der er mere end nogle få år gamle. Med så forkrampet et vejnet, uden rabatter eller andre frakørselsmuligheder, SKAL de bare være driftsikre.

-

Dagens mål er Japans højeste bjerg, Mount Fuji, vest for byen. Først da vejen begynder at veksle mellem broer og tunneller, og de grønne bjergsider tårner sig op til højre og til venstre for mig, føler jeg at storbyen giver slip på mig, og jeg virkelig er kommet afsted. Jeg når bjergets fod klokken tre, og så går det ellers deropad. Til at starte med i tredie, så i andet og af og til i første gear. Jer fra Urdu Racing ville have elsket denne strækning, for trods 40 km/t fartbegrænsning (og 50 på alt andet end de betalingsveje jeg brugte), kører de fleste mc-folk som vejen indbyder til det.

-

For hvert hårnålesving, for hvert træ med røde og snart efter gule blade, og for hver grad temperaturen falder, skrumper min blære yderligere 3%, så det er en glad, men kold og trængende Nimbuskører der parkerer sin maskine i 2400 meters højde. Det er så langt op ad bjerget jeg kan komme uden ligefrem af skulle gå. Besøgstiden på toppen er tilmed kun et par måneder midt på sommeren. Som jeg står der på vulkanskaske ser det fristende ud – det er godt nok natur, men så gold og truende at selv jeg kan lade mig tryllebinde. Garanteret ingen skovflåter her.

-

Fuji-san (san er den ærbødige tiltaleform, hvorfor en del Indian-folk i første omgang kendte og tiltalte mig Kim-san) har en stor betydning for japanerne, som derfor også gør et stort nummer ud af at kravle op på toppen i det omfang de orker. Det siges at tage 5-7 timer at nå toppen, hvor man så står og er så kold, at det eneste man tænker på er at komme ned i varmen igen. Men masser gør det; sidste år var det 3.000 – om dagen. Det må være ligesom at køre mc til Norkapp, bortset fra at udsigten fra Mount Fuji er fantastisk. Selv i dag, hvor det meste af lavlandet ligger i en dis, kan jeg se en masse af de bjergkæder jeg måske kommer til at forcere det kommende stykke tid. Lidt mindre kommer jeg til at nyde den oliefims, der allerede har lagt sig på Nimbussens motor, trods alle de forsøg jeg gjorde derhjemme for at få den tæt.

-

Solen et gået til ro inden jeg er nede af bjerget igen, og det lykkes derfor ikke at finde de campingpladser, der er angivet på mit japanske kort. Måske der rent faktisk kun ER røde trekanter kortet angiver, og jeg overser dem her i mørket. Jeg tjekker derfor ind på et af de relativt billige hoteller man finder nær alle jernbanestationer herovre. 300 kr. er mindre pr. kvadratmeter end stedet i Tokyo, men til gengæld er det her et provinshul. Nuvel, jeg havde faktisk lyst til en aften til at skrive dette her, og det har det tit knebet med inde i byen. Alt for mange distraktioner, alt for lidt søvn. Aftensmaden blir så til gengæld den billige slags; en 20 kr.'s plastbakke med hvad jeg antager var svinekød (diskutabelt) og ris (indiskutabelt). Det svarer nogenlunde til de hotdogs og andet tankstationer og 7eleven langer over disken i Danmark. Fik jeg nævnt at der er sodavands-, te-, kaffe- og øl-automater overalt i byerne?

16-10 - Zero Engineering, Japans råeste choppere

Lægger ud med at sno mig ned et halvt hundrede kilometer sydover ad en smal vej, i en dyb slugt, der ender ved Stillehavet. På kortet er den markeret som en hovedvej, men 30 og 40 km/t fartbegrænsningen der skiltes med, og er malet på vejen med korte mellemrum, har som regel sin berettigelse. De lokale synes alligevel at have et rimeligt afslappet forhold til dem, hvilket jeg derfor også snart har fået. Når en lastbil så kommer imod mig på denne 'hovedvej', og der knap er plads til den alene, er jeg glad for at være på to hjul, og ikke f.eks. med sidevogn. En sidevogn ville også have været en ren dræber lidt senere, da jeg kører ad Highway 1 vestpå.

-

Det meste af tiden er 1'eren en overordentlig grim udgave af Roskildevej, 2/3 så bred og med hvad der synes konstant myldretidstrafik. Af og til kører den på stylter henover almindelig beboelse, andre gange med høje støjmure på begge sider. En masse lastbiler, som ellers skulle betale 3-4 kroner pr. kilometer på betalingsmotorvejen, fylder godt op, og som altid når jeg påtvinges deres diesel-osende selskab, er mit hvide hår snart gråt. Jeg tør dårligt tænke på hvordan mine lunger tager det her.

-

Især tunneller på mere end en kilometer er stride, for jeg har endnu ikke set noget der ligner udluftning. Dette kan dog være fordi jeg har solbriller på, og knap kan se noget overhovedet derinde. Kun et ti kilometer langt stræk helt ud til Stillehavet bryder billedet – det er anden gang i mit liv at jeg har det hav som selskab, men denne gang er det på min venstre side. 'Prægtigt', er vist det passende udtryk. Jeg ser også de første palmetræer og bambusskove til højre for mig, og prøver at regne ud hvilke slags steder jeg med fordel kunne slå mit telt op.

-

Efter omkring 250 kilometer køkørsel, oftest med 40-50 km/t, samt en del snoen sig mellem stillestående vognrækker, når jeg byen Okazaki, hvor firmaet Zero Engineering holder til. ZE står bag nogle af de råeste japanske choppere, som regel bygget i en lav og kort stil, uden megen krom, men med et væld af finurlige detaljer og uortodokse tekniske løsninger. Grundlæggeren af firmaet, Shinya Kimura, er siden flyttet til Los Angeles, hvor de fleste af hans kunder alligevel bor, og har solgt ZE videre til en med mere traditionel byggestil. Hans nye firma i L.A. hedder Chabott Engineering. Til mit store held er han dog på sit tidligere værksted, da jeg omsider finder frem i labyrinten af bygninger, for pga. visumproblemer har han skullet opholde sig tre måneder i Japan. Godt jeg ikke udskød dette til hjemturen fra Nagasaki, thi om en uge er han tilbage i Lala-land.

-

Shinya modtager mig udenfor, og råber "Oh, a Nimbus!". Ok, før eller siden måtte jeg møde en der havde hørt om mærket. Nuvel, han har også repareret et par af dem, siger han så. Men for de andre på ZE er den heldigvis ny og spændende. Jeg køber bogen om hans choppere og får den behørigt signeret, demonstrerer Nimbussens vippearme et par gange til, kikker lidt rundt og ser hvad de ellers har gang i. Over lyden fra en sideventilet Triumph Twin, som en pige bliver ved med at sparke liv i, hører jeg i det fjerne en klokke og derefter en lang monoton messen. Nysgerrig som jeg er, spørger jeg til sidst om det er en religiøs ceremoni man kan høre. Nej, siger de, det er bare en der sælger kartofler.

-

Efter nogen tids snak om chopperdesign og hvad mine umiddelbare planer ellers er, inviterer manden mig til at bo et lille ekstra sted han har oppe i bjergene, en halv time derfra. Jeg kan bo der en uge eller to, hvis jeg vi, siger han. Stedet er en del af et par store bølgeblikslader, som er fyldt op med brugte japanske mc-dele. Tonsvis af det, og der er katte, og bag floden 5-6 meter nede står en bambusskov. I og omkring laderne står yderligere et par hundrede maskiner i mere eller mindre afrakket stand - andre steder står resten af de omkring 2.000 der skal hugges op. -

I Danmark ville meget af det, som f.eks. flere af de store Katana'er, være rent guld, men sådan er tingene altså ikke her, hvilket vi får uddybet da vi kører hen et godt stykke derfra og spiser. Det er blevet mørkt, og da der nu er der ikke så megen trafik, lader han den åbne Porsche Carrera strække ud (husk; mørke som på sydlige breddegrader, meget smalle veje, 30 eller 40 km/t fartgrænser). Carrera'en er ikke hans egen, men udlånt af en af vennerne – hvilket I andre godt kunne lære lidt af.

17-10 - Nordsiden og Det Japanske Hav

Kommer for sent op igen, for stedets amerikanske bøger om klassiske dragracere og tressernes Indy-racere – kendt som 'The Dinosaurs' – holdt mig oppe til midnat. Finder derefter ned til Tomei Expressway, for jeg gider ikke se så meget som en meter af Hwy 1 idag. Og ender omgående i en motorvejskø der tromler afsted med 30 km/t, men nu til en krone pr. kilometer. Bugger all. Den aftager efter en time, og med mere rimelige 70 går det nord- og vestpå. Da jeg 106 kr. senere hopper af den igen er landskabet som forandret; rismarker, langt mellem huse, veje som med hjemlige alen ville være rimeligt trafikerede, og her virker næsten tomme. Det var teorien at trafikken heroppe ville være mere tålelig, for det meste industri og beboelse ligger på sydsiden. Der er stadig masser af lastbiler, men skal jeg absolut svines til i dieselos, kan det i det mindste ske i smukkere omgivelser.
-
Intet er så galt at det ikke er godt for noget; ved sidste optankning kunne jeg regne mig frem til at det beherskede tempo får Nimbussen til at gå imponerende 25,4 km/l, mod normalt 19-20 stykker. Dertil kommer at man kun betaler knap syv kroner for en liter 'gasorin' (et af de mange låneord hvor japanerne er kløjs i det med 'l' og 'r'). Lige efter tankning blir jeg stoppet af politiet, der gestikulerer at jeg skal have hjelmen på hovedet fremfor på sidetasken. Der var nogle af hans kolleger der råbte noget sikkert tilsvarende efter mig i går, men jeg gad godt se den bil-strømer der kan lave en succesfuld eftersætning af en motorcykel på førnævnte Hwy. 1. Anyway, hende der oversatte min lægeerklæring til kanji havde ikke en grusom sans for humor, for politimanden rækker mig papiret tilbage, smiler og gør honnør.

-

Hovedøen Honshu er kun omkring 100 km bred på dette sted, så efter halvanden time ser jeg Det Japanske Hav foran mig ('Japan Sea' – hvad hedder det egentlig på dansk?). Luften er friskere, og det er køligere, ifølge termometrene langs vejsiden 24 grader. Det første jeg bemærker er hvordan en mere traditionel byggestil dominerer alle steder undtagen i trafikknudepunkterne. Det er de sorte tagstenskonstruktioner – undtagelsesvis en stærk blå – der fanger. En del har anbragt grumt udsende djævlefisk for enden af hver tagryg, noget jeg må huske at spørge en af mine kommende værter om. Ligeså med de uelegante solfangere, som mange har på taget. Og der er gravpladser over det hele, i varierende størrelser. I modsætning til Egyptens faraoer, har man her været praktisk og valgt et noget mindre design, så enten er alle begravet stående eller i form af aske. (Det er ikke en joke – jeg ved at i Hong Kong begraves mange lodret...).

-

Jeg forlader kysten igen, og kører nu op over bjergpas og langs floder til klokken syv om aftenen. Landskabet er virkelig lækkert, især i slugterne, hvilket ethvert forsøg på at fotografere vil gøre det uret. Så bare tag mit ord for det. I et forsøg på at skyde genvej kører jeg så ad en ret fantastisk bjergvej, som Urdu-holdet ville have nydt at flå i små stykker. Bedre/værre end nogen af dem vi kørte på i Tjekkiet, omend det midterste stykke over et pas må klares i første og andet gear. Det er knageme nyt for mig at skulle motorbremse i første gear ned ad bakke, men sjovt er det nu alligevel. Vejen er sine steder blot to meter bred, så her i tusmørket er jeg meget glad for Nimbussen H4 lys. Og glad for at det ikke er her Bambis japanske fætter hoppede ud foran mig, men lidt tidligere hvor vejen var bred, og det endnu var lyst.
-
Det var meningen jeg skulle have fundet en campingplads på dette sidste stræk, men jeg må have overset dem igen, så jeg tjekker istedet ind på et tarveligt hotel nær en motorvej. Må se af få rykket døgnrytmen et par timer den ubehagelige vej, eller blive bedre til at spotte pladserne. Aftensmaden er derfor af den billige slags, hentet i en døgnkioskagtig kædebutik. Det er reglen indtil jeg kan komme ind og tjekke min konto på netbank igen; enten sover jeg godt eller også spiser jeg godt. I butikken ser jeg også Haagen-Dazs is i to for mig nye variationer; grøn te, og sort sesam. Udenfor balkonen larmer fårekyllingerne – denne gang de ægte af slagsen – omkap med trafikken fra byen, og jeg er mørbanket, men tilfreds med dagens distance.

18-10 - Skønne veje, trehjulere og Hiroshima

Kommer utypisk tidligt op, og afsted på næsten tomme veje. Dette varer stort set ved næste tre-fire timer, på et mix af almindelige landeveje, dem i slugterne og så dem hvor jeg må kværne afsted i 2. gear. Det er aldeles pragtfuld, for opad har jeg forventningens glæde, og nedad er der farten og gyset. Der er godt nok lastbiler også på disse, der veksler mellem at være 2 ½ meter brede og hullede, og tospors med perfekt asfalt. Jeg lærer at sætte pris på de store spejle der står ved mange af de fuldstændigt uoverskuelige sving. Og der er bare så grønt og smukt, klart tæt på, men med en dis mellem bjergene, så man ser dem som 6-7 mere og mere uklare trin (hvis De forstår hvad jeg mener). Eneste bekymring er om man har en på forhånd bestemt livsration af bjergveje, som så her risikerer at slippe op for tidligt.
-
Pga. noget vejarbejde farer jeg godt og grundigt vild en enkelt gang, og når selv de lokale ikke kan finde ud af hvor vi står – på mine japansksprogede kort – er det slemt. Forsinkelse på mindst en time, endnu en gang. I et forsøg på at indhente det tabte køber jeg så for 45 kr. motorvej der, selvom den er smuk nok, stadig ikke er noget i forhold til den snoede hovedvej langt, langt nedenunder, da jeg hopper tilbage på denne. Jeg ved ikke hvad jeg gik glip af på den foruroligende tomme 'Chugoku Expressway' - langt værre end de nordjydske - men straks jeg kører på en normal vej dukker de spændende ting op. Som f.eks. en samling gamle trehjulede japanske lastbiler. (Jeg ved godt at nogle af jer vil se på billedet, og tænke jeg ville være bedre stillet med motorvejen, men hey, hver mand sin perversion). Jeg så en sådan Mazda i Grækenland en gang i et andet liv, og har ledt efter dem lige siden. Historien er kort fortalt at japanerne i 1930'erne satte bilbagtøj og lad på store Harley og Indian motorcykler, og at lokale fabrikanter siden videreudviklede disse til regulære små lastvogne. En trehjuler er nemlig mere manøvredygtig i bittesmå japanske gader end en tilsvarende størrelse bil.

19-10 - 'The A-Bomb Dome'

Et par timer bruges i og omkring The Peace Memorial på Peace Boulevard. Dels er der et dusin mere eller mindre heldigt udformede mindesmærker for f.eks. de koreanske tvangsarbejdere der omkom i Little Boy's brag. Dels er der et engelsk bibliotek med div. aviser og tidsskrifter. Og dels er der den berømte bygning – nu kendt som 'The A-bomb Dome' - der lå næsten lige under bomben, da den gik af i 600 meters højde. I modsætning til den berømte katedral i Dresden, der nu skal genopbygges, har man besluttet at beholde bygningen her i den form den havde umiddelbart efter braget. Den er med på Unescos liste over verdens kulturarv – en plads som Mt. Fuji IKKE fik for et par år siden, fordi bjerget flød med affald.
-
Tager en almindelig hovedlandevej helt ned til sydspidsen af hovedøen Honshu, så det blir kun 200 km idag. Jeg ved ikke om det var de hullede bjergveje i går eller hotellets futon i nat, men trods nyrebæltet føles min ryg noget slidt. I modsætning til hvad andre mc-beretninger herovrefra har påstået, er landets vejnet langt fra perfekt. Lastbiler har kværnet megen asfalt i bølger, betonplader bruges også af og til, så det er i det store og hele lidt under dansk standard. I Europa er tommelfingerreglen 50 km på en time på almindelig landevej. Her er det 40 km/t idag, hvilket tilmed inkluderede en hurtig frokost i vejkanten, et hurtigt olieskift og to glade strømere.

20-10 - Ad 'Urban Expressway' til øen udenfor øen

Jeg har altid været glad for tunneller (jeg ved det - hvad ville Freud ikke have sagt?), men 3½ km sikkert ikke-ventileret kørsel under Kyushu strædet er i overkanten. Det blir derfor betalingsbroen og siden sammenlagt 150 km ikke specielt dyr 'Urban Expressway' i 4-5 bidder, som regel på stylter henover byerne. Samt lidt underskøn bjergkørsel, og et langt stykke i det første ikke-bebygget fladland jeg endnu har set på turen. Der er måske 3-4 kilometer ud til bjergene på hver side. Ikke særligt spændende, bortset fra nogle custom car shops undervejs.
-
Det er gråvejr, men selv om jeg pga. den manglende sol mister orienteringen et par gange, er jeg på rette vej. Det var en god ide at tage et kompas med.I går aftes rodede jeg rundt på nettet tre timers tid, i endnu et forsøg på at lokalisere forskellige hotrod- og chopperfolk. Og læste en del i Lonely Planet om alle de andre ting jeg også gerne vil se herovre, som f.eks drypstenshuler, hvis der ellers er nogen. Det er først i dag det rigtig er dæmret for mig, hvor allerhelvedes stort det her land er, og hvor lidt af det jeg kommer til at se.
-
På de mindre trafikerede stykker filosoferer jeg over hvordan Japan reelt allerede er tosproget: Langt de fleste butikker, virksomheder, spillehaller, hoteller m.m. har et engelsk navn, alle bilnavne er med latinske bogstaver, og de fleste vejskilte og orienteringstavler står som tidligere nævnt skrevet både med japanske tegn og på engelsk. Eller amerikansk, om man vil. 'Hotel Lady Love', 'Nuclear Emergency Response Center' (!), 'Insect Village Batu' osv. At folk sjældent taler et brugbart engelsk eller forstår hvad jeg siger, men til nøds kan forholde sig til det i skriftlig form, er en anden historie. Jeg har lært at formulere mig i meget simple vendinger.
-
Da jeg når ned til turistinformationen i Hirado, på en ø ud for den nordøstlige ende af Kyushu, kender de overhovedet intet til det mc-arrangement som skal holdes i nærheden i morgen, men henviser til et mc-museum på øens østlige side. Oh dear, beskeden fra den japanske BMW-klubs formand for et par måneder siden var lidt ubehjælpsomt formuleret, og han nævnte rent faktisk også dette museum. Er der noget jeg ikke har brug lige nu, er det yderligere seks timers bjergkørsel, i mørke. Og grunden til at jeg tog den fra Tokyo og hertil så hurtigt som muligt (og uden at kede mig ihjel på motorvejen) var ene og alene disse veteran-motorcykler.
-
Bekymrede opringninger til både museum og BMW-mand opklarer pga. sprogbarrieren intet, hvorfor jeg kontakter en af Indian-folkene i Tokyo, og spørger om han kan rede trådene ud. Tyve minutter senere kan jeg ånde lettet op, finder et Ryokan og dekorerer – ligesom Philip Starck gør med sine designting når han rejser – rummet med mit rod, så jeg kan føle mig hjemme. Som sædvanlig har jeg rigeligt med, men bortset fra det gode, store telt, der mageligt kunne have været erstattet med det lille 175 kroners telt fra Jysk Sengetøjslager, synes der dog ikke at være for meget. Pånær måske den rulle afspærretape fra mc-bladet MCM, der dukkede op i min jakkelomme. Der er egentlig kun een ting jeg savner; min mc-anhænger, for bobberen ville se bedre ud uden oppakning.
-
Hirado har en interessant fortid som en af de første handelsbyer med vestlig kontakt og indført kristendom. Europæerne blev strittet ud med jævne mellemrum, og de omvendte kristne korsfæstet, men i det store og hele klarede byen sig udmærket pga. kontakten udadtil. Nu er den en hyggelig turistflække, så hvor autentisk aftenens restaurant – fifty/fifty Kurosawa og Christiania – egentlig er, tør jeg ikke gætte på. I går var der råvarer og flammer mellem mig og kokken, her er det et bassin med frit svømmende aftensmad samt en smal bro, der adskiller mig fra det arbejdende folk.

21-10 - Første veterantræf

På slaget otte starter en flok håndværkere arbejdet, bevæbnet med slagbor, på stilladset lige uden for mit vindue. Således power-vækket gør jeg på halvanden times tid Nimbussen lidt mere præsentabel, mens en flok teenagepiger i skoleuniform kigger på fra den anden side af gaden. Skole- og selv børnehaveuniformer er reglen her. Det er høfligheden også – da tre rollinger krydsede gaden i et forgængerfelt forleden, standsede de og bukkede i alle tre retninger for os der var holdt tilbage for dem.
-
Dagens etape er på små 25 km, til en endnu mindre ø endnu længere ude, tilbagelagt på veje der mest af alt minder om dem på græske øer. Bortset selvfølgelig fra at alting er smukt grønt her, istedet for brunt afsvedet. Over endnu en betalingsbro, og nede ved havnen ser jeg den lokale BMW klub igang med at sætte boder og baldakiner op. Jeg bydes velkommen, og glæder mig til at se hvornår de andre gamle maskiner ankommer. Der går et par timer. Emailen havde sagt at nok omkring 50 klassiske maskiner ville møde frem, men ok, lidt har også ret.
-
Det har en hel del mindre vel også, for kun ialt 15 egentlige klassikere bliver det til, hvis man regner en Katana, en XS650 og en 70'er-peppet Z900 med. De andre 30-40 stykker er moderne motorcykler, mest BMW'er. Nå, beep det, jeg skulle alligevel til Kyushu for at opspore chopperbygeren Chicara Nagata, og derefter besøge landets angiveligt bedste mc-museum.
-
Og folkene her er såmænd flinke (een taler engelsk), manden med guitar og On Any Sunday t-shirt lyder også fin nok, og da klassikerne er tjekket færdige for femte gang, er der en stak sportsvogne at falde tilbage på. En Shelby Cobra og en Mercedes fra først i 60'erne topper denne samling. Mest spændende for mig er en Rikuo, som stort set er en japansk kopi af Harley's WLA, men med en mere moderne forgaffel. Samme årgang som jeg selv (1941 red.), og også med lidt patina. Som ret mange af de andre fremmødte er ejeren klædt i amerikansk militærtøj.
-
Mit lille bidrag til underholdningen er – supplies - at starte Nimbussen ti gange eller så. Flere af de gange jeg den sidste uges tid har mødt andre mc-folk, har de til at begynde med ignoreret mig totalt, for først efter 5-10 minutter at begynde at kigge og tage billeder med mobilerne. Denne blufærdighed eller hvad det nu end er, opleves naturligt nok ikke her, tværtimod – folk roder med gearstang, bremser og kontakter, uanset om jeg står ved siden af eller ej.
-
På et tidspunkt dukker mc- og formel 1 (begge dele Honda) racerkøreren Kunimitsu Tagahashi op, signerer t-shirts, benzintanke, biler og endda en bog om moderne japanske choppere. Han holder talen om aftenen, som jeg selvfølgelig ikke fatter en bjælde af, men de andre synes godt underholdt. Selv benytter jeg chancen for at negle lidt elektricitet til pc'en, nu jeg alligevel ikke har andet at tage mig til end at opdatere dagbogen. Laptoppens gamle slidte batteri holder ca. 25 minutter, så der ville ikke være meget ved at skrive den i teltet.
-
Bemærkede iøvrigt de første moderne vindmøller idag, 6-8 stykker oppe på en af bakkerne. Det blæser ikke så lidt her, hvorfor teltet er sikret med samtlige medbragte pløkker. Bemærkede også størrelsen og mængden af de gul/sort stribede edderkopper, der holdt til overalt omkring shinto skrinet på en høj lige ved siden af mc-pladsen. Hvad andet kryb jeg kan møde derude er ikke godt at vide. Jeg har set to giftige tusindben, og über-edderkopperne har allerede overrasket mig et par gange. Ikke at de er farlige for mennesker – ifølge en af vennerne med erfaringer herovrefra er det de små, som man ikke når at se, der er giftige.
-
Den dyre afdeling (BMW Owners Club of Japan) inviterer mig på aftensmad – sashimi; rå fisk i skiver, inkl. politisk ukorrekt hval – på det hotel de har invaderet nogle kilometer fra pladsen, så omsider får jeg trænet de forskellige ritualer mht. bordskik og den slags jeg er blevet indskærpet hjemmefra. Det går vist udmærket, måske til dels fordi vi stadig dårligt kan tale med hinanden. (En sidebemærkning; Tofu er noget sojabaseret føde, som de lokale betragter som en delikatesse. Mig minder det mere om hvordan ens hjerne ser ud, efter man har lyttet for meget til The Voice). Desværre fik jeg ikke printet mine visitkort i tide, hvilket ville have været smart her, hvor alle giver mig deres.
-
Siden havner jeg i et rimeligt fordrukkent & larmende selskab hjemme på træfpladsen. (Megabrandert-san: 'My........father.......kamikaze......pilot'. Mig: 'Oh rearry? How many missions did he fry?).